112 og retsvæsen

Nattebesøg hos mistænkt narkohandler i Randers NV gav pote

Foto: Kim Matthäi Leland

Natten til onsdag kl. 01.19 var en patrulje forbi en adresse i Randers NV, da de havde mistanke om, at der blev opbevaret og solgt narko fra stedet. På stedet traf betjentene en 41-årig mand og en 40-årig kvinde, der blev gjort bekendt med, at politiet ville undersøge stedet lidt nærmere.

Den 41-årige mand fremviste selv en bøtte med amfetamin, som lå i fryseren, og oplyste herefter, at der ikke var mere at finde på adressen. Betjentene gennemgik dog alligevel lige fryseren en ekstra gang, hvor de fandt yderligere en bøtte med en større mængde amfetamin.

I køkkenet blev der desuden fundet ca. 100 salgsposer i en plastikbøtte, en mindre bøtte med lidt mere amfetamin og et par bøtter med kreatin samt en digitalvægt. Til sidst gennemgik betjentene et tilhørende værksted, hvor der også blev fundet en mindre mængde amfetamin.

På baggrund af fundende blev den 41-årige mand anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

Kommentarer