Else elsker at se mennesker vokse gennem uddannelse
Else Ravn Rasmussen. Pressefoto.
I dag fredag den 15. maj kan gymnasiedirektør Else Ravn Rasmussen fejre 25-års jubilæum i statens tjeneste. Gennem alle årene har én ting været den røde tråd i arbejdslivet: glæden ved at se mennesker udvikle sig gennem uddannelse.
I dag er Else Ravn Rasmussen gymnasiedirektør på Tradium i Randers med ansvar for skolens gymnasiale uddannelser, men vejen ind i uddannelsesverdenen var ikke planlagt fra begyndelsen. Med en kandidatuddannelse i biologi var det tilfældigheder, der førte hende ind i undervisningsverdenen gennem jobs som underviser – blandt andet på kurser i PC-kørekort for voksne.
– Det at arbejde med læring og mennesker, og se mennesker udvikle sig, fordi de lærer noget, det tændte mig, fortæller Else Ravn Rasmussen.
Samtidig voksede interessen for ledelse og organisationsudvikling.
– Jeg blev optaget af det, der foregik på lederkontoret. Jeg syntes, det var meget spændende at arbejde med rammerne for, at både medarbejdere og elever kan lykkes. Det fik mig til at søge mit første lederjob, siger hun.
Organisationen som et økosystem
Det første lederjob blev som uddannelsesleder på Aarhus Tekniske Skole. Siden fulgte stillinger som afdelingsleder på Tech College Aalborg, vicedirektør og uddannelseschef på Randers Social- og Sundhedsskole samt afdelingsrektor på HEG – Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, inden hun i 2021 kom til Tradium. Biologibaggrunden har hun dog aldrig helt lagt fra sig.
– Man kan på mange måder se en organisation som et økosystem. Der kommer hele tiden nye påvirkninger udefra, og man skal i ledelse have det overordnede blik på, hvordan man holder systemet i balance, siger Else Ravn Rasmussen.
Når hun ser tilbage på de 25 år, er der særligt to erfaringer, der står tydeligt frem. Den ene handler om at stå alene med ansvaret for at skabe en velfungerende afdeling ud af en arbejdsplads præget af store udfordringer – og lykkes med udfordringen. Den anden erfaring knytter sig til arbejdet med social- og sundhedsuddannelserne.
– Det var enormt meningsfuldt at arbejde med en målgruppe, hvor man virkelig kunne se mennesker vokse gennem uddannelse. Samtidig var samarbejdet med kommuner og regioner både spændende og vigtigt, siger Else Ravn Rasmussen.
Midt i store forandringer
På Tradium får Else også lov til at se 1.g’ere komme ind ad døren på HTX for tre år efter at kunne give dem eksamensbeviser som unge voksne. Samtidig med glæden ved at udvikle eleverne fylder de kommende forandringer af uddannelseslandskabet dog også meget på HTX, ikke mindst arbejdet med at fusionere med Paderup Gymnasium og sammen at skabe et stærkt fælles miljø.
– Der har været meget debat om HTX, og det fylder naturligvis. Men jeg oplever også en stor optimisme omkring fremtiden og de muligheder, der lokalt ligger i at samle flere elever og aktiviteter ét sted, siger Else Ravn Rasmussen.
Hun peger blandt andet på, at forenede kræfter vil give bedre muligheder for valgfag, stærkere fællesskaber og større stabilitet for både elever og medarbejdere. Samtidigt er forventningen, at man ved at flytte HTX til sydbyen her kan skabe en synlig naturvidenskabelig gymnasieprofil.
Else Ravn Rasmussen har også ansvar for den gymnasiale del af EUX-uddannelserne. Det er uddannelser med kvaliteter, som hun håber også bliver ingredienser i fremtidens uddannelseslandskab.
– EUX er en virkelig stærk uddannelse. Kombinationen af det håndværksmæssige og det teoretiske giver nogle elever, der både har erfaring, holdninger og modenhed. Det er nogle af de kvaliteter, jeg håber, bliver taget med videre ind i EPX’en.
Fuglekiggeri, kor og børnebørn
Selvom arbejdslivet fylder meget, er der også plads til interesser uden for kontoret. Her vender Else Ravn Rasmussen ofte tilbage til biologien og naturen. Fritiden bruges blandt andet på høns, fuglekiggeri og korsang – og ikke mindst på familien.
– Mine to børnebørn fylder selvfølgeligt, og dem nyder jeg virkelig, siger jubilaren.
Jubilæet bliver markeret på Tradium i slutningen af maj.















Kommentarer