Debat og politik

Vi inviterer selv rotterne indenfor

Erik Humblebug. Privatfoto

Debatindlæg af Erik Humblebug, Nattergalvej 19, 2. tv., Randers C

Jeg har læst et par steder, at det vrimler med rotter i Randers. Normalt befinder rotterne sig i byens kloakker. Men med store mængder regn er de nu blevet mere synlige.

Det er naturligvis et stort problem, når vores by vrimler med rotter. Men jeg har et råd, der kan være med til at begrænse det. Lad være med at fodre rotterne.

Jeg har boet i Randers i næsten tre år. Og da jeg flyttede til byen, syntes jeg egentligt, at byen var ren i forhold til så mange andre byer.

Sådan er det desværre ikke mere. Det flyder med madaffald flere steder. Nogle gange bliver der endda smidt madaffald mindre end en meter fra en skraldespand.

Så hvis en bytur også er en tur, hvor man fodrer rotter, er det jo i nærheden af maden, de opholder sig.

Derfor har alle et ansvar i forhold til at begrænse rotteplagen. Der er skraldespande i centrum. Og hvis vi smider vores affald der, er der mindre foder til rotterne, så længe skraldespandene bliver tømt.

Vi får også en pænere by, hvis vi passer på den og lade være med at bruge den som affaldsplads.

 

Kommentarer