Kultur

Malerier på kunstmuseet inspirerer Randers Fortællerne 

Lisbeth Nielsen er en af de fire Randers Fortællere, man kan opleve på kunstmuseet. Foto: Mit Perspektiv.

Historiefortællere folder fortællinger ud om fire malerier på Randers Kunstmuseums særudstilling med værker af kunstneren William Scharff

Oplev et spændende og sjældent samspil mellem mundtlig historiefortælling og malerier på Randers Kunstmuseum.

Fire historiefortællere fra Randers Fortællerne, Ann-Louise Lauridsen, Bjarne Jensen, Lisbeth Nielsen og Søren Erik Nissen, har hver valgt et værk på kunstmuseets særudstilling med billeder af kunstneren William Scharff. 

De udvalgte værker har inspireret fortællerne til hver deres historie, og søndag 4. oktober klokken 14 til 15.45 bliver de enkelte historier præsenteret foran de værker, som inspirationen kom fra.

Arrangementet finder sted i et samarbejde mellem Randers Fortællerne og Randers Kunstmuseum.

Randers Kunstmuseum markerer i 2026 140-året for kunstneren William Scharffs fødsel med udstillingen ‘William Scharff – Den poetiske rebel’.

William Scharff (1886-1959) er en af dansk kunsts vigtigste malere. Han var en rebel, der gjorde op med fortidens kunst og lærte publikum, at malerier også kan være abstrakte. Da han brød igennem på kunstscenen, fik han hård kritik, men i dag er de fleste betagede af hans malerier.

Det koster 75 kroner at opleve udstillingen og at høre fantasifulde historier om udvalgte malerier.

 

Kommentarer