Debat og politik

Venstre styrker endnu engang sundhedsvæsnet

Michael Aastrup Jensen, MF (V).

Debatindlæg af Michael Aastrup Jensen, MF (V)

Siden Venstre overtog regeringsansvaret i 2015, har vi løftet sundhedsområdet flere gange. Det har været muligt, fordi vi prioriterer kernevelfærd højere end meget andet. Nu har regeringen og Danske Regioner indgået en aftale om regionernes økonomi for 2018, der sikrer endnu et løft på 500 mio. kr., som kommer oven i de 110 mio., som allerede var aftalt. Venstre lovede danskerne et styrket sundhedsvæsen, og det løfte er vi optaget af at levere på hele tiden.

Vi har bl.a. gennemført en demenshandlingsplan, Kræftplan IV og en handlingsplan for ældre medicinske patienter, der sætter ind mod overbelægning på sygehusene.

Med aftalen om regionernes økonomi for 2018 tager vi næste skridt. Vi løfter således regionernes budgetter med 500 mio. kr., så de kan levere endnu bedre sundhed til de danske patienter. Dermed er sundhedsvæsenets budgetter blevet løftet med i alt 3,8 mia. kr. siden regeringsskiftet.

For Venstre er det imidlertid ikke kun et spørgsmål om at tilføre flere midler. Det er også et spørgsmål om et mere effektivt sundhedsvæsen, hvor patienten er i centrum. Et meget vigtigt initiativ har derfor været indførslen af en patientansvarlig læge, der sikrer koordineringen af den enkelte kræftpatients behandlingsforløb. Dermed sikres det, at kræftpatienter ikke tabes i et kompliceret behandlingssystem.

På sundhedsområdet er der mange måder at øge produktiviteten på, uden det går udover hverken patienter eller medarbejdere. Et konkret eksempel er en operation for tarmkræft, der i dag kan udføres som en kikkertoperation. Det betyder, at indlæggelsestiden er blevet reduceret fra 12 til 6 dage. Den kortere indlæggelsestid er til gavn for patienten, og det kan også mærkes på udgifterne. Faktisk betyder denne anderledes behandlingsform, at udgifterne til et behandlingsforløb falder fra ca. 100.000 kr. til 70.000 kr. Man kan også effektivisere ved at købe bedre ind. Her har regionerne sparet 1 mia. kr. mellem 2010 og 2015, og de forventer, at der minimum kan spares 200 mio. kr. årligt frem mod 2020. Det er vigtigt, at vi konstant har øje for hvordan, vi kan drive sundhedsvæsnet mere effektivt. Mange nye behandlingsformer, navnlig indenfor kræftområdet, er meget omkostningstunge. Hvis vi vil have råd til at kunne tilbyde den bedste behandling, så skal vi turde at prioritere hvordan, vi bruger skattekronerne. Noget er vigtigere end andet – og for Venstre er der ingen tvivl om, at netop sundhedsvæsnet er noget af det absolut vigtigste at prioritere.

Kommentarer