Udbyhøj

Udbyhøj klar med programmet til Randers Fjord Festival

Billetsalget er startet til Randers Fjord Festival i september, som blandt andre har Gasolin kopibandet Gasbox på programmet. Presssefoto

 2.-4. september bliver Udbyhøj Lystbådehavn omdannet til en folkefest, når årets Randers Fjord Festival løber af stabelen. Programmet er på plads og billetsalget er startet. 

Årets festival åbner med Anders Blichfeldt, der er kendt som forsanger, guitarist og komponist i Big Fat Snake. Fredag den 2. september kan han opleves i et ‘onemanshow’, hvor han vil give eksempler på bandets mange hits gennem årene bundet sammen af små anekdoter om musikken og sit liv.

Michelle Birkballe.jpg
Michelle Birkballe indtager scenen fredag aften. Pressefoto

Herefter indtager Michelle Birkballe scenen. En rå blues-rock-sangerinde kendt for sine sjove anekdoter. Uanset om Michelle spiller sine danske sange eller sit amerikansk inspirerede blues rock, så kan man være sikker på at få en aften med en hæsblæsende stemme, et swingende band og masse af gode historier. Tænk Janis Joplin, tænk Suzi Quatro og Bonnie Raiit – og tilsæt så lige dén der helt specielle, hæse Michelle-sødme.

Gasolin og 80’er hits

På festivalens anden aften lørdag 3. september bliver der god mulighed for at komme en tur ‘down memory lane’ med gamle Gasolin-hits. Bandet ´Gasbox´ er blandt andet kendt fra tv-programmet ’Danmark har Talent’. De har siden 2010 spillet flere hundrede koncerter. Herefter tager bandet 80´INC os med tilbage til årtiet med hits af blandt andre Roxette, AHA, Danseorkesteret, Michael Jackson og mange flere.

Masser af gratis tilbud på festpladsen

Mens det kræver køb af billet for at være publikum til koncerterne om aftenen, er det gratis at lytte til musik i løbet af dagen, hvor der vil være gang i hele tre telte.

I år får byder Randers Fjord Festival nemlig på masser af musik på pladsen i løbet af lørdagen. Det bliver med stort F for folkelig, blandt andet med bandet ´John Mogensen Live´, der holder liv i den folkekære sangeres repertoire. I spireteltet vil der i løbet af lørdagen også være musik fra unge talenter i samarbejde med blandt andre Turbinen.

På pladsen vil der desuden være kræmmermarked, gratis hoppeland og meget andet.

Banko og gamle biler

Søndag formiddag kan festivalgængerne slutte weekenden af med en omgang banko efter morgenmaden i teltet, og Dansk Vintage Motor Club kigger forbi pladsen med deres flotte biler.

Festivalbussen kører

Festivalgæster fra Randers og omegn kan få gratis hjemtransport med Festivalsbussen fredag og lørdag nat. En weekend-billet til aften-koncerterne i lystbådehavnens store telt kan i hele juli måned købes for til rabatpris.

Der kan købes spisebilletter til både fredag og lørdag. For yderligere information og køb af billetter, se www.su-events.dk eller www.facebook.com/RandersFjordFestival

Randers Fjord Festival arrangeres af SU-events i samarbejde med Udbyhøj Lystbådehavn, Randers Eventsekretariat og Turbinen.

Kommentarer