Samfund

Tre unge fra Randers Ungdomsskole klar til VM i robotbygning i Tyrkiet

De tre unge, Linea Løvkvist Buchardt, Philip Løvkvist Buchardt og Njord Kurt Rønne Kristensen, tester robotten sammen med holdets underviser, Erik Risbjerg. Fremsendt foto

Tre unge talenter fra Randers Ungdomsskoles robotohold ‘LEGO-LABS’ skal repræsentere Danmark ved World Robot Olympiad 2024 i Izmir, Tyrkiet, fra den 28. til 30. november. Det danske hold skal dyste mod verdens bedste unge robotbyggere i en spændende konkurrence, der sætter fokus på innovation, teknologi og teamwork.

Det er første gang i flere år at et dansk hold har kvalificeret sig til verdensmesterskaberne. Randers har tidligere markeret sig stærkt på robotscenen, hvor et lokalt hold sikrede en sølvmedalje i samme konkurrence, det bedste resultat for Danmark nogensinde.

– Det kræver virkelig både tålmodighed og kreativitet; du skal kende programmerne og finde på smarte løsninger, især fordi LEGO ikke altid er så fleksibelt. Men det er også superhyggeligt at arbejde sammen med andre, der går op i det samme. Jeg kom med, fordi min storebror hev mig ind i det, og så fandt jeg ud af, hvor spændende det er. Jeg glæder mig mest til at se, hvordan andre har løst opgaven, og selvfølgelig til at finde ud af, hvor godt vi klarer os, siger Linea Løvkvist Buchardt der er en af de tre unge på det danske hold.

Holdets robot, bygget af LEGO Mindstorms EV3, er resultatet af måneders hårdt arbejde. Siden februar har de tre deltagere arbejdet på design, konstruktion og programmering – også henover sommerferien, hvor de mødtes en gang om ugen for at finpudse deres projekt. De mødes fast hver torsdag eftermiddag for at optimere robotten yderligere.

Robotten, der tænker selv

Konkurrencen stiller store krav til både teknik og strategi. Robotten skal navigere gennem en bane, finde bestemte klodser og afgøre, hvilken stak klodserne skal placeres i. Når først startknappen er trykket, er det meningen at robotten klarer alt selv; en imponerende bedrift, der kræver avanceret programmering og solid konstruktion.

De har en fælles passion for robotteknologi og glæder sig til at møde andre unge med samme interesse fra hele verden.

– Det er fantastisk at se, hvordan de bruger deres fritid på noget, der både er udfordrende og sjovt. At repræsentere Danmark ved en international konkurrence er en oplevelse for livet. Vi har arbejdet hårdt, og nu glæder vi os til at vise, hvad vi kan på den internationale scene, siger holdets underviser, Erik Risbjerg.

Robotten, de tre unge talenter fra Randers Ungdomsskole skal repræsentere Danmark med. Fremsendt foto

Følg med på rejsen til Izmir

Vil du følge holdets rejse mod verdensmesterskaberne? De er klar på telefonerne før, under og efter verdensmesterskaberne.

Besøg www.wro2024.org for mere information om konkurrencen.

 

Kommentarer