Harridslev

Traditionsrigt stævne afholdt i Harridslev Rideklub

Se billedserie

I weekenden afholdt Harridslev Rideklub første afdeling af klubbens traditionsrige udvidede klubstævne, Land og Fritid Kvalifikation 2022, med deltagere fra Århus syd til det nordligste Nordjylland.

I højt solskin startede springrytterne lørdag med klasser fra 30-110cm på både ponyer og heste. Alt forløb efter planen og det nye stævneudvalg havde lagt sig 100% i selen, for at give deres gæster en varm modtagelse til ridestævnet i Harridslev Rideklub.

Cuppen blev afviklet i 2021, men var en tynd omgang i 2021 i forhold til i år, da corona stadig drillede. I år deltog 115 springstartet og 88 dressur starter.

Rideklubben er stolte og glade over, at de igen kan tiltrække så mange starter fra et stort opland med deres gode faciliteter.

Det skyldes selvfølgelig også deres samarbejde med de lokale sponsorer, som har doneret special rosetter og et hav af ærespræmier, samt ekstra mange lækkerier til finalen hvor de 4 cup-vindere vil få en pokal, et dækken, et æresrosette, samt -bånd.

Dette gode samarbejde betyder rigtig meget for en lille forening som HARK, hvor alt overskud går til klubbens drift. For selvom klubben er lille, så er udgifterne ikke blevet mindre.

Dejligt var det også at klubben mærkede opbakningen med et hav af tilskuere fra lokalområdet og selvfølgelig forældre, som var der med deres børn.

Harridslev Rideklub tror på at folk har lyst til at komme afsted og prioritere god tid med deres børn.

Derfor håber de også på at se lige så mange deltagere ved 2. afdeling af stævnet, hvor cup-vinderne vil blive fundet i henholdsvis pony og heste dressur, samt pony og heste spring.

Astrid Trankjær Preetzmann, klubbens mest vindende rytter.

Kamp om deltagelse ved VM i Herning

Klubben havde mange deltagere til start fra både nord og syd.

HARK rytteren Astrid Trankjær Preetzmann, på ponyen Glyncerich Amos, repræsenterede klubben flot, da ekvipagen både vandt LD spring og LC pony dressur. Hun blev dermed klubbens mest vindende rytter.

Også rytteren Johanna Lykke på hesten Pricilla var med i placeringerne i dressur og 1. uplacerede i spring.

Som noget nyt var der også ryttere fra VM-hold turneringen med i både dressur og spring. Rytterne skal i dressur ride over 63% og ellers springe en fejlfri bane for at ekvipagen kan tilføre 5 point til holdturneringen, hvor de 20 hold, som har samlet flest point i 7 discipliner kommer med til det store VM event i Herning i uge 32, hvor der afvikles VM i dressur, spring, pararidning og voltigering.

Harridslev Rideklub har 2 hold med i kampen, som lige nu ligger til at skulle deltage.

Se flere billeder fra stævnet i galleriet. 

Kommentarer