Social effektinvestering på 6,3 millioner til en ny start på jobmarkedet
I et projekt med 6,3 millioner kroner i ryggen får 80 borgere i Randers Kommune nu intensiv hjælp og støtte til at komme i arbejde, og samtidig får deres familier også hjælp til blandt andet at mestre hverdagen og komme i trivsel. Den Sociale Kapitalfond investerer 4,4 millioner kroner og Landsbyggefonden 1,915 millioner kroner fra 2023-2025. Bag indsatsen står Bysekretariatet i samarbejde med Randers Kommune.
Hjælp til at mestre en hverdag med smerter, angst eller depression, at få et positivt blik på sine kompetencer, få nye kompetencer og kontakt til virksomheder – det er blandt de elementer, som 80 personer i Jennumparken og Glarbjergvej-området vil møde i et nyt projekt med navnet “En ny start til flere”. Samtidig får deres familier også støtte og hjælp til trivsel og mestring. Randers Kommune har i samarbejde med Bysekretariatet fået midler fra Den Sociale Kapitalfond og Landsbyggefonden til projektet, som løber i 2023-2025. Projektet er en såkaldt effektinvestering.
– Jeg er sikker på, at vi vil se en meget positiv effekt for både de 80 borgere det handler om og deres familier. Her er netop blik for det hele menneske, og at mors eller fars vanskeligheder har en kæmpe betydning også for børn og unge i en familie. Det her handler om, at alle skal have en mulighed for at være tilknyttet arbejdsmarkedet og det store fællesskab, siger Bo Vestergaard, formand for Beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune.
Den Sociale Kapitalfond investerer 4,4 millioner kroner i indsatser for udsatte borgere, som fremmer deres jobmuligheder. Samtidig har Landsbyggefonden investeret 1,915 millioner kroner til at forstærke familieindsatsen i Bysekretariatet, der driver Den boligsociale helhedsplan. Til at levere indholdet i projektet rettet mod de 80 borgere er konsulenthuset Marselisborg blevet valgt. Marselisborg er “anden aktør” og har de sidste 20 år leveret tværfaglige jobrettede indsatser til udsatte borgere, sygemeldte og forsikrede ledige.
Den Sociale Kapitalfond investerer i virksomheder og organisationer, som løser sociale problemer med henblik på at tilvejebringe kapital og viden i håb om at organisationerne vokser og dermed kan hjælpe endnu flere. På forhånd investerer fonden gennem en såkaldt social effektinvestering i beskæftigelsesrettede indsatser for udsatte borgere, og hvis indsatserne lever op til de fastsatte succeskrav, så betaler kommunen pengene tilbage, med udgangspunkt i de besparelser resultaterne medfører for Randers Kommune.
I denne aftale investerer Den Sociale Kapitalfond 4,4 mio. kr. i 80 borgere. Fondens leverandør er konsulenthuset Marselisborg, og kravet er, at Marselisborg formår at få de ledige i beskæftigelse eller andre former for lønnede timer. Resultatkravet varierer alt efter borgernes vanskeligheder ud over det at være ledig.
Der er tre målgrupper i projektet: Borgere der modtager A-dagpenge, enlige forsørgere som er på kontanthjælp eller i ressourceforløb og familier hvor begge forældre enten er på kontanthjælp eller i et ressourceforløb.
For den enkelte og familien
Marselisborg – Center for Udvikling, Kompetence & Viden – leverer indsatsen i form af en personlig jobrådgiver, der følger den enkelte i hele perioden. Dertil kommer personlige coachingsamtaler og holdmoduler, der identificerer kompetencer og ressourcer hos den enkelte, en mestringsindsats for borgere med smerte-problematikker, stress, angst og depression, hjælp til mestring af hverdagen, hjælp til jobsøgning og identifikation af jobmuligheder via Jobcenter Randers og intensiv opfølgning og støtte fra Marselisborg, når borgeren er i praktik og job.
Samtidig vil Bysekretariatet, en del af boligorganisationerne, der administreres af RandersBolig, bidrage med at hjælpe familien omkring hver enkelt af de 80 borgere med forløb for hele familien, bygge bro til foreningsliv, sundhedssamtaler, et godt skole-hjemsamarbejde, ligesom der vil være forældreforløb, børnegruppeforløb, teenageforløb med fokus på positive fællesskaber.
Bidrag til ny udvikling
Landsbyggefonden bidrager også med midler til at evaluere hele projektet og indsatserne for at få større indsigt i, hvad der virker særlig godt i forhold til at hjælpe ledige i job og styrke trivsel og muligheder for hele familien, herunder hvilken betydning det har for borgeren, at der er et tæt samspil imellem Marselisborg, Randers Kommune og Bysekretariatet. Evalueringen bliver foretaget af SUS, Socialt Udviklingscenter, som er en et socialt projekt- og videnshus. Randers Kommune vil følge evalueringen nøje, fordi det kan bidrage til udvikling af nye tiltag i Jobcenteret.
Projektet starter i februar 2023.
Kommentarer