Debat og politik

SF Randers’ sygedagsforslag – der ses skjulte udfordringer

Af Mogens Nyholm, Radikale

2. viceborgmester, Randers Kommune

SF Randers vil give kommunens medarbejdere ret til lønnet frihed, ind til deres barn er raskt, læses i et læserbrev her i avisen.  Jeg ser flere udfordringer ved SF-forslagets gennemførelse – udfordringer som fortjener at se dagens lys for avisens læsere.

  • SF-Randers argumenterer med at enkelte private virksomheder følger ideen. Mon disse virksomheder indkalder vikarer, som Randers kommune er nødt til at gøre i flere jobfunktioner? Noget tyder på  SF-ideen langt fra er udgiftsneutral, som SF-Randers` borgmesterkandidat antyder.
  • Økonomien i Randers kommune er desværre udfordret – det bliver alle partier og kommunens borgmester i nutid og fremtid nødt til at forholde til… at lukke øjnene for dette faktum er farligt for kommunens fremtidige udvikling og velfærd. Styring af kommuneøkonomien er en nødvendighed, hvis udvikling af kommune og velfærd skal kunne opretholdes.
  • I artiklen ses at SF-Randers tænker, at sygedags-ordningen kunne indfases som en prøvehandling i enkelte forvaltninger… en tænkemåde der minder om da Lars Kolind fra Ny Alliance (i dag LA) i år 2007 forslog skatten nedsættes til 40 procent; men kun på Fyn. Skatte-eksperimentet gav Lars Kolind god opmærksomhed i pressen, men faldt fuldstændigt til jorden.
  •  Både fagforeninger og arbejdsgiverforeninger hylder ”den danske model”. Begge parter bifalder ikke for meget politisk indblanding i overenskomsterne – ja de ser for meget politisk indblanding som en trussel mod ”den danske model”. SF`s sygedagsforslag er vel mest af alt overenskomst stof – tænker jeg… det gør SF Randers åbenbart ikke.

SF-Randers arbejdsmarkedsforslag om sygedage er da sympatisk. Desværre ses der også uheldige følgevirkninger, hvor den økonomiske situation i Randers kommune er en af de mere alvorlige knaster. Hvis SF-Randers` ide skal tages alvorligt, så må partiet komme med forslag til, hvor millionerne som forslaget koster at gennemføre, skal findes – økonomidelen forholder SF-Randers sig slet ikke til i artiklen. Anvisning af finansiering er nødvendigt… så er det for resten ligegyldigt om der er valgår eller ej.

Kommentarer