Senior-teatergruppe byder op til dans
Teatergruppen ‘Olivias Venner’ for teaterinteresserede ældre inviterer for 12. gang ind til deres årlige forestilling på Randers Teater. Det gør de den 7. og 8. september, og billetterne er gratis.
Dette års forestilling har fået titlen ‘Olivias Dans’, og den er skabt og instrueret af instruktør og skuespiller Kurt Bremerstent, der har været inspireret af den ordløse film ‘Le Bal’ af den italienske filminstruktør Ettore Scola.
– Vi tager udgangspunkt i et dansested, hvor vi møder nogle af de mennesker, der kommer der. Via forskellige nedslag i form af små scener og monologer fortæller de om kærlighed, liv og død – alle de her store ting, som tilværelsen indeholder, fortæller Kurt Bremerstent, der i år arbejder med Olivias Venner for første gang.
– Forestillingen viser, hvordan dansen fortsætter, og livet går videre, på trods af alle tilværelsens genvordigheder. Og så handler den også om, at livet ikke på nogen måde behøver at være forbi, bare fordi man når godt op i årene. Der kan fx stadig opstå kærlighed, og følelserne er jo de samme som altid, siger han.
Olivias venner er en gruppe af teaterinteresserede ældre. De er tilknyttet Randers Teater, hvor de hvert år har et prøveforløb på en forestilling, som de præsenterer i teatrets professionelle rammer. I år er der 12 medlemmer af gruppen.
‘Olivias Dans’ kan opleves 7. og 8. september klokken 19.30 på Randers Teater. Billetterne er gratis og kan hentes på teatrets hjemmeside.
Kommentarer