Ø. Bjerregrav

Seks unge mænd sigtet for at sætte ild til elefantskulptur

Torsdag kl. 23.51 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var ild ved Øster Bjerregrav aktivitetspark på Blishønevej i Randers NV.

En borger havde hørt et brag og kørte hen til aktivitetsparken, hvor han kunne se, at der var ild på stedet. Han kunne også se tre scootere, der kørte fra stedet via stiforbindelserne. Han fulgte efter scooterne i sin bil, indtil de standsede ved tankstationen i Øster Tørslev, hvorfra han ringede til politiet, der kort efter ankom til stedet.

Betjentene tog kontakt til de fire unge mænd i alderen 15-17 år, der befandt sig på tankstationen. De erkendte alle, at de havde været seks personer på stedet, da en fra gruppen havde sat ild til en elefantskulptur på legepladsen. De fire unge mænd blev alle sigtet for forsætlig brandstiftelse og deres forældre blev kontaktet og orienteret om sagen.

Betjentene fik navnene på de to personer fra gruppen, som ikke var til stede på tankstationen. De nåede dog selv i mellemtiden at tage kontakt til politiet, da de ønskede at afgive forklaring til politiet. De to unge mænd på 17 og 19 år erkendte, at de også havde været til stede, da der var blevet sat ild til skulpturen. De blev derfor også sigtet for forsætlig brandstiftelse.

Brandvæsnet havde fået slukket ilden, men elefantskulpturen var helt nedbrændt. Ilden havde dog ikke nået at sprede sig til den nærliggende bålhytte, og der var umiddelbart heller ikke andre genstande, der havde taget skade som følge af branden.

Kommentarer