SAM Foreningen Randers modtager pris på 15.000 kroner
Andelskassen hylder SAM Foreningen i Randers og tildeler foreningen bankens ”Sammen kan vi mere-pris 2024” i aktionærkreds Østjylland. Med prisen følger 15.000 kroner.
På Andelskassens aktionærmøde 4. marts 2024 i Tinghallen i Viborg uddelte banken traditionen tro Andelskasseprisen og tre ‘Sammen kan vi mere-priser’. Priserne går til små og store initiativer, der skaber glæde, udvikling og sammenhold, og som gør en forskel i lokalsamfundet.
SAM Foreningen er for alle sociale udsatte i Randers Kommune. I indstillingen, Andelskassen modtog på SAM Foreningen, står der blandt andet:
”I SAM er socialt samvær gennem sjove og interessante aktiviteter i centrum. Gennem aktiviteterne skabes et frirum, hvor alle er lige. Her skabes succesoplevelser, der giver selvværd, og troen på, at man godt kan fungere i et socialt sammenspil, samt at det ikke gør noget at fejle. På den måde får brugerne mulighed for at møde nye mennesker og udvikle deres sociale netværk på tværs af institutionerne i kommunen.
På sigt er målet, at de borgere, der deltager i deres aktiviteter, oplever, at deres sundhed forbedres, og at de får lyst til og mod på at udvikle deres sociale netværk uden for foreningens rammer. Med andre ord er de med til, at deres forening er med til at skabe venskaber, udvikle det enkelte menneskes selvværd, mindske misbrug og skabe et liv fyldt med glæde og velvære på trods af diverse problematikker.”
Med ‘Sammen kan vi mere-prisen’ følger 15.000 kroner.
Udover prisuddelinger på i alt 50.000 kroner til prismodtagere i aktionærkreds Østjylland var der god mad, valg af aktionærråd og et foredrag ved livsstilsekspert Anne Glad på programmet. Og så naturligvis et oprids af det forgangne år i banken. Her fortalte administrerende direktør, Jan Pedersen, blandt andet om, at Danske Andelskassers Bank, i daglig tale Andelskassen, i februar præsenterede et årsregnskab for 2023, der viste et historisk resultat før skat på 303,8 millioner kroner.
Mødet var for aktionærer i aktionærkreds Øst- og Midtjylland, og det var det første af fire aktionærmøder, der alle afholdes i marts. Der deltog mere end 450 aktionærer til mødet.
Fakta om priserne
Andelskassen uddeler hvert år Sammen kan vi mere-priserne og Andelskasseprisen til personer, grupper, virksomheder eller foreninger, der gør en forskel i deres lokalsamfund. Priserne uddeles i bankens aktionærkredse og består af fire priser til en samlet værdi af 50.000 kroner pr. aktionærkreds.
Andelskasseprisen er en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsens lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige områder. Her uddeler Andelskassen et beløb på 5.000 kroner.
‘Sammen kan vi mere-priserne’ består af tre priser på hver 15.000 kroner. Disse priser er en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.
Kommentarer