Rumæner udvist af Danmark
En 26-årig mand fra Rumænien fik onsdag en straksdom på 50 dages fængsel for tre tyverier og blev udvist af Danmark med indrejseforbud i fire år.
Den 26-årige blev kl. 10.00 fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Randers, hvor han stod sigtet for i tre tilfælde sidste år at have stjålet mobiltelefoner. Alle gange stjal han mobiltelefonerne på restaurationer, hvor de havde ligget fremme på en bardisk eller et bord.
De to første tilfælde skete på restaurationer i hhv. Hellerup og Helsingør, mens det sidste tilfælde skete på en pub på Middelgade i Randers. I Randers var en medarbejder på pubben i færd med at læsse varer i kælderen uden for åbningstid, da den 26-årige gik ind på pubben og tog medarbejderens mobil, der lå på et bord. Herefter gik han hurtigt ud igen.
Den 26-årige blev efterfølgende genkendt på overvågningsbilleder ved alle tre tyverier, og han blev efterlyst i politiets systemer, da han ikke umiddelbart var til at finde. Tirsdag blev den 26-årige så standset i en rutinekontrol på en vej i Haslev på Sydsjælland.
Han blev udleveret til Østjyllands Politi, der onsdag fremstillede ham i grundlovsforhør, hvor han erkendte alle forhold.
Han modtog sin straksdom og udvisning.
Kommentarer