Samfund

Røde Kors livsfortællingsgrupper skal igen skabe nye fællesskaber

Arkivfoto: Røde Kors

Røde Kors Randers og Team Frivillighed i Randers Kommune er klar med en ny omgang Fortæl for Livet. Denne gang afholdes der to hold henholdsvis i Randers på Kollektivhuset og i Havndal Sundhedshus.

Fortæl for Livet er en social aktivitet for ældre, som ønsker at mødes, fortælle og lytte til betydningsfulde historier fra hinandens liv – og på den måde skabe nye fællesskaber og tætte relationer.

En meningsfuld aktivitet

– Vi var stort set rundt om alt, hvad der er sket i vores liv, og vi supplerede hinanden så godt. Det var smadder godt. Jeg var meget glad for at være med i Fortæl for Livet, fortæller en tidligere deltager.

Første runde af Fortæl for Livet er gennemført med stor succes. Netop derfor håber Røde Kors og Team Frivillighed i Randers Kommune, at de nu igen kan tiltrække deltagere, der har lyst til at mødes og dele deres livshistorier.

Historierne fortælles på 10 møder i en lukket gruppe med 4 til 6 deltagere. Her inviteres og guides deltagere i en Fortæl for Livet-gruppe til at erindre, fortælle og lytte til betydningsfulde historier fra hinandens liv. En frivillige gruppeleder guider gruppen, så alle kan komme til orde og hjælper også gruppen til at finde frem til de temaer, som de vil tale om.

I gruppeforløbet skabes grundlag for nye bekendtskaber, og nye gode minder.

Vil du være med?

Det er gratis at deltage og det eneste det kræver, er at du har lyst til at fortælle og lytte til spændende fortællinger. Har du lyst til at deltage i enten Havndal eller i Randers? Så tag endelig kontakt til projektkonsulent i Røde Kors, Dorthe Johansen dojoh@rodekors.dk eller på telefon 21 58 09 45.

 

Kommentarer