Af Lise-Lotte Leervad Larsen, Byrådskandidat Venstre.

Jeg har netop læst Dansk center for undervisningsmiljøs forskningsrapport om fællesskaber og trivsel i skolen. Rapporten har afsæt i den nationale trivselsmåling, som 290.882 elever fra 4.-9. Klasse i 1.320 skoler fra alle landets kommuner, har deltaget i.

Rapporten viser, at der er en stærk statistisk sammenhæng mellem fællesskaber og skoletrivsel, og at der generelt er en høj skoletrivsel (ca. 75%). Men hvad skal der til for, at vores børn trives i skolen?

Rapporten har målt på følgende parametre: skoletrivsel, læring, involvering i undervisningen, oplevet kompetence, tryghed og at være uden smerter. Forudsætningerne er, at eleverne oplever at være en del af fællesskabet, og her er tale om både elevfællesskab og fællesskabet mellem elev og lærer.

For at kunne lære noget i skolen er det afgørende, at eleverne kan koncentrere sig, og hvis de bliver forstyrret i undervisningen, at de så hurtigt kan koncentrere sig igen.

Her slår rapporten fast, at når elever oplever fællesskab med deres kammerater og lærere, så stiger deres koncentrationsevne og evnen til at kunne koncentrere sig igen. Og jo mere fællesskab eleverne oplever, jo oftere synes de, at undervisningen er spændende. Er der tillige højt elev-lærer fællesskab, så er sammenhængen meget stærk.

Omvendt viser rapporten også, at jo mindre fællesskab, jo mere kedsomhed. Er elev-lærer fællesskabet dertil dårligt, så er antallet som synes at undervisningen er kedeligt 9 gange højere. Vi snakker utrolig meget om uro – urolige børn og om faglighed i folkeskolen. Fraværet i skolerne er så bekymrende højt, at Randers Kommune har valgt fravær som indsatsområde.

Fælles for det hele er, at det hænger sammen med, hvordan vores børn har det i skolen – om de er en del af fællesskabet eller ej. Forskningen viser meget tydeligt, at fællesskab gør eleverne mere trygge og mindre udsat for mobning. De udvikler sig mere – bliver fagligt dygtigere. Jo stærkere oplevelse af fællesskab, jo mindre problemer er der med støj og uro, og jo større er oplevelsen af, at man har sociale kompetencer.

Vi skal stoppe med at have så meget fokus på det, som ikke virker, og begynde og tage fat i det som, netop forskningen viser, virker: fællesskab og trivsel. Vi har nogle dygtige lærere og pædagoger og al forskning understøtter at mennesker, som trives, de lærer mere. Vi har også fået slået fast, hvor vigtigt og afgørende det er, at der er et godt elev-lærer fællesskab. Derfor er det vigtigt, at også at have fokus på lærernes og pædagogernes trivsel, da de er meget vigtige og afgørende aktører for at vores børn trives i skolen.

De forskningsmæssige argumenter er så stærke, at vi bør sætte trivsel i folkeskolen øverst på dagsordenen. Vi skal have løftet de 25 procent, som ikke trives i skolen, og det mener jeg, vi kan gøre ved at arbejde med en trivselsstrategi.

Alle børn har lige ret til at gå i skole, og alle børn har ret til at trives.