Akvakulturen er en del af fremtidens fødevarer
René Christensen. Foto: Dansk Akvakultur Producentorganisation.
Debatindlæg af René Christensen, direktør for Dansk Akvakultur Producentorganisation.
En af de store klimaudfordringer vi står overfor, er hvordan vi producerer fremtidens fødevarer. Verdens befolkning vokser, efterspørgslen efter animalsk protein stiger, og samtidig skal fødevareproduktionen reducere sit klimaaftryk. Det kræver, at vi ser bredere på, hvor fremtidens sunde og ressourceeffektive fødevarer skal komme fra.
Her peger Verdensbanken på akvakultur som en vigtig del af løsningen.
I rapporten Harnessing the Waters: Sustainable Aquaculture fra 2025 fremhæver Verdensbanken, at opdræt af fisk og skaldyr er den hurtigst voksende fødevaresektor i verden. Rapporten peger samtidig på, at akvakultur kan spille en central rolle i fremtidens fødevaresystemer, fordi sektoren kan bidrage til både fødevaresikkerhed, økonomisk udvikling og lavere udledning af drivhusgasser end andre animalske proteinkilder.
Det er værd at tage alvorligt, at opdrættet fisk generelt har et lavere klimaaftryk end landbaseret kødproduktion. Det skyldes blandt andet, at fisk er effektive til at omsætte foder til kropsvægt, samt at produktionen kræver mindre areal og ferskvand end mange andre former for animalsk produktion.
Derfor bør akvakultur generelt, herunder havbrug diskuteres som en del af den globale klima- og fødevaredagsorden.
Det betyder ikke, at akvakultur ikke er en punktkilde. Moderne akvakultur drives med klare miljøkrav, dokumentation, kontrol og løbende udvikling. Hvis vi ønsker en fødevareproduktion med lavere klimaaftryk, bør vi også anerkende de produktionsformer, der kan levere sundt animalsk protein med en effektiv udnyttelse af ressourcerne.
Klimadebatten handler ofte om, hvad vi skal producere mindre af. Men den bør også handle om, hvad vi skal producere mere af.
Verdensbankens rapport er et vigtigt internationalt bidrag til den debat. Den viser, at akvakultur kan være en del af svaret på, hvordan verden kan producere flere fødevarer med mindre belastning af klima og naturressourcer.
Derfor bør havbrug og akvakultur generelt have en mere central plads i samtalen om fremtidens klimaeffektive fødevareproduktion.















Kommentarer