Styrket indsats: Nyt samarbejde skal styrke trivslen hos piger
GirlTalk. Pressefoto.
Randers Kommune har indgået samarbejde med den landsdækkende organisation GirlTalk. Samarbejdet skal forebygge mistrivsel hos piger i udskolingen omkring alderen 13 til 16 år.
GirlTalk udbyder det 10-uger lange gruppeforløb EmpowR, som er for piger, der oplever begyndende mistrivsel som ensomhed, lavt selvværd, skolefravær eller følelsen af at stå udenfor. Her mødes de i små, trygge fællesskaber og får mulighed for at dele tanker og følelser med jævnaldrende og styrke både deres mod, selvværd og fællesskabsfølelse.
– Alt for mange unge, særligt piger, kæmper med mistrivsel allerede i udskolingen. Ved at samarbejde med GirlTalk får vi en veldokumenteret indsats, der møder pigerne tidligt og giver dem redskaber og fællesskaber, som kan gøre en reel forskel i deres hverdag, siger Kasper Fuhr Christensen (VL), formand for Børn og Skoleudvalget i Randers Kommune.
EmpowR-forløbene ledes af frivillige gruppeledere, som er særligt uddannet af GirlTalk, og indsatsen er fagligt understøttet af socialfaglige metoder og psykologer. Forløbet er allerede gennemført med gode erfaringer i en række andre kommuner.
– Vi ved, at det hjælper, når piger opdager, at de ikke er alene med deres tanker og følelser. I EmpowR skaber vi trygge rum, hvor piger kan spejle sig i hinanden og finde styrke i fællesskabet. Vi er meget glade for samarbejdet med Randers Kommune og for muligheden for at styrke trivslen blandt piger i udskolingen, siger Anna Bjerre, direktør i GirlTalk.
Ud over EmpowR-gruppeforløbene vil samarbejdet også omfatte 12 ung-til-ung-foredrag og tre forældreworkshops, som giver viden og redskaber til både pigerne og deres nærmeste.
De første forløb forventes at starte i august 2026, og samarbejdet løber frem til udgangen af 2027.
En del af Ungeløftet
Samarbejdet med GirlTalk indgår i Randers Kommunes arbejde for unge og ses i sammenhæng med Ungeløftet, som er en landsdækkende indsats, hvor virksomheder, civilsamfund, organisationer og landets kommuner arbejder sammen om at hjælpe unge, der står uden for uddannelse og job, videre mod arbejde, uddannelse og fællesskaber.
I Randers Kommune arbejder kommunen og lokale aktører sammen om målet om 1.000 muligheder til 1.000 unge, der har brug for støtte til at komme videre i livet.















Kommentarer