Erhverv

Randersvirksomheder lokker talenter til kommunen

Foto: Randers Kommune.

En række virksomheder og Randers Kommune vil lokke flere fremtidige talenter til at skabe sig en karriere i Randers. Jobsøgende med lange videregående uddannelser er inviteret til dialog med virksomhederne, når Karrieredag for højtuddannede 2021 løber af stablen.

Onsdag d. 22. september 2021 afholdes Karrieredag for højtuddannede 2021 i Randers, hvor 30 virksomheder og 200 højtuddannede sætter hinanden stævne.

Karrieredagen åbnes af borgmester Torben Hansen, som ser en unik mulighed for de deltagende:

“Karrieredagen er først og fremmest en unik mulighed for, at virksomheder og højtuddannede kan mødes og bliver klogere på hinanden. Dét, at deltagerne kan mødes og udfordre hinanden, giver ofte anledning til, at der hurtigt kan afklares eventuelle spørgsmål om stillingsopslag, studiejobs, projektmuligheder samt mulige match mellem de deltagende i forhold til behov, kvalifikationer og kompetencer,” siger Torben Hansen.

Et erhvervsliv i udvikling

Karrieredagen afholdes som led i Randers Kommunes satsning på at tiltrække højtuddannet arbejdskraft til virksomhederne i Randers og omegn – og på den måde være med til at bidrage til at lokale virksomheder kan øge deres produktivitet og evne til at innovere samt konkurrere.

Intentionen med Karrieredagen er ligeledes at gøre de højtuddannede opmærksomme på, at der er spændende jobs uden for de store universitetsbyer, og at chancerne for at få et job faktisk øges ved at udvide deres søgen geografisk ved f.eks. at inddrage stillingsopslag fra Randersvirksomheder i deres jagt på næste job.

“Randers er netop kåret til landets højdespringer som erhvervsvenlig kommune, og virksomhederne er i positiv udvikling. Derfor er det vigtigt, at vi gør talenterne opmærksomme på de mange karrieremuligheder, erhvervslivet i Randers tilbyder. Nogen vil måske oven i købet få øjnene op den korte transporttid mellem byerne,” siger Torben Hansen.

Flere ansættelser

Virksomheden Axacon, som sælger lagerstyringsløsninger til virksomheder, deltager på Karrieredagen med CEO Ulrik Gavlshøj Petersen.

“Det, som vi synes er spændende, er at komme i dialog med de unge kandidater og høre deres forventninger til, hvad de kan bruge deres kompetencer til. Det er meget givende at mærke den motivation og det engagement, de kommer med. Samtalen kan også give kandidaterne noget erfaring og svar på spørgsmål om virksomheder som vores,” siger Ulrik Gavlshøj Petersen.

Axacon har tidligere haft held med at møde kvalificerede kandidater efter at have deltaget i Karrieredagen 2019.

“Vi har både haft praktikanter fra Aalborg Universitet, Erhvervsakademiet Dania og AspIT, som hjælper unge mennesker med Asberger ud på arbejdsmarkedet. Det er der kommet to ansættelser i faste stillinger ud af, så vi nu er oppe på 17 medarbejdere. Det er positivt, at vi kan omsætte praktik til jobskabelse, og der skal lyde ros til arrangørerne af Karrieredagen for at gøre det nemmere for os at komme i dialog med kandidaterne,” siger Ulrik Gavlshøj Petersen.

Karrieredagen er arrangeret af Randers Kommune i samarbejde med Erhverv Randers.

Kommentarer