Samfund

Randers sikrer bedre muligheder for udeservering

Arkivfoto

Coronakrisen har ramt restaurationslivet og byens cafeer hårdt. Den 18. maj får de lov at åbne. Samtidig får de udvidede muligheder for udeservering på pladser og i byens gader.

– Genåbningen er i gang. Solen varmer mere og mere, og vi er vist alle klar til at nyde at sidde udenfor på café eller restaurant i vores smukke midtby. Derfor er det oplagt, at give byens restaurationer og cafeer de bedste muligheder for at få gang i omsætningen, og dermed også få personalet tilbage i arbejde. Derfor synes jeg, at vi skal give større mulighed for, at restauranter og cafeer kan bruge byens gader, pladser og stræder til udeservering – siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Det er kommunen, der giver tilladelse til brugen af pladser, gader og stræder. Der opkræves ikke betaling for udeserveringen udover under Randers Festuge. I beslutningen om, hvorvidt der skal gives tilladelse til udeservering skal kommunen afveje flere forskellige hensyn og her kan situationen for den trængte restaurations- og cafebranche gives særlig vægt.

En beslutning om at åbne for mere udeservering skal behandles i Udviklingsudvalget d. 28. maj, men ansøgninger kan allerede nu sendes til kommunen.

– Vi vil netop gerne have en stærk og levende midtby. Derfor var alle byrådets partier også enige om, at de midler, der er afsat til Midtbystrategien de næste to år kan anvendes i år. Her er vi i godt samarbejde med Cityforeningen i fuld gang med sætte ekstra gang i midtbylivet og styrke markedsføringen. Det er oplagt at næste skridt er at give mere plads til udeservering og dermed bidrage til at skabe flere kvadratmeter til servering. Det skaber liv og giver cafeer og restauranter bedre mulighed for at få forretningen til at hænge sammen økonomisk – siger Christian Brøns, formand for Udviklingsudvalget.

Afklaringen af hvordan den øgede udeservering kan ske bedst muligt vil ske i dialog med Cityforeningen og de enkelte restaurationer.

– Vi har et tæt samarbejde med kommunen, der kun er blevet intensiveret under corona-krisen. Det er rigtigt positivt, hvis kommunen vil være med til skabe bedre forhold for byens spisesteder. Alle butikker og spisesteder er i en svær situation og alt hvad der kan gøres for at hjælpe er velkomment. Vores oplevelse er at randrusianerne gerne vil støtte op om midtbyen. Der var mange mennesker i butikkerne over weekenden og jeg tror, at vi med genåbningen af spisestederne vil få endnu mennesker i midtbyen og butikkerne. Så det er en win-win – siger Morten Illum, formand for Randers Cityforening.

Ansøgninger om en udvidelse sendes til vejeogtrafik@randers.dk med beskrivelse af forholdene omkring den ønskede udvidelse. Hver ansøgning vurderes enkeltvis, og tilladelsen gives ud fra hensyntagen til de individuelle forhold på stedet, trafikale forhold og på baggrund af accept fra øvrige myndigheder.

Kommentarer