Debat og politik

Randers Kommune inspirerer ministre

Christian Boldsen, der er formand for Randers Kommunes beskæftigelsesudvalg, var i fredags til møde med Integrationsminister Inger Støjberg og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Sammen med syv andre kommuner var Randers Kommune fredag formiddag inviteret til København for at fortælle ministrene for beskæftigelse og integration om, hvordan integrationsarbejdet bliver grebet an i Randers.

Integrationsminister Inger Støjberg og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen tog fredag formiddag imod repræsentanter fra otte kommuner, der hver især fortalte om, hvordan de har fået succes med at integrere de mange flygtninge, som er kommet til Danmark de seneste år.

Blandt de inviterede var Randers Kommune, som har haft stor succes med at få flygtninge i beskæftigelse. For eksempel ligger Randers Kommune ifølge tal fra juli måned i år på andenpladsen, når det kommer til at få flygtninge i virksomhedsrettet aktivering. På landsplan lykkes at få 32 procent i virksomhedsrettet aktivering. I Randers er tallet 55 procent – kun overgået af Herlev Kommunes 56 procent.

Randers viser en anden vej

– Randers Kommune er med til at vise vejen på det her område, siger integrationsminister Inger Støjberg, der sidste år lancerede Integrationsuddannelsen – forkortet IGU – som Randers Kommune kun i meget begrænset omfang har valgt at gøre brug af. Men det er ikke noget problem, siger ministeren:

– Jeg er fuldstændig ligeglad med, om opgaven løses via IGU eller på en anden måde. I Randers har integrationsafdelingen et rigtig tæt samarbejde med både erhvervslivet, arbejdsgiverorganisationer og medarbejderorganisationer, som har givet en rigtig fin succes. Det håber jeg, kan være med til at inspirere andre kommuner. Vi tager også selv en række gode ideer fra de her otte kommuner med tilbage i ministerierne ovenpå de her møder, siger Inger Støjberg.

Christian Boldsen, der er formand for Randers Kommunes beskæftigelsesudvalg, var også godt tilfreds med mødet:

– Det var et rigtig godt og konstruktivt møde, og vi er da glade for at ministrene kan se fidusen det det fantastisk gode arbejde som medarbejderne gør. Der er jo mange forskellige indgangsvinkler til integration, og i Randers Kommune, har vi valgt at satse intensivt på, at de skal lære sproget, siger Christian Boldsen.

Kommentarer