Randers-fødte Freddy Wulff fortæller i ny bog om sine vildeste eventyr
”Jeg har altid været drevet af nysgerrighed: Hvad er der på den anden side af det bjerg eller for enden af den flod? Eller hvad sker der i det land?” Sådan skriver jæger, journalist og fotograf Freddy Wulff i forordet til denne bog, der samler en række af hans vildeste eventyr. Bogen markerer 50-året for hans første rejseartikel i Ugens Rapport.
Freddy Wulff er født og opvokset i Randers, men har brugt det meste af sit liv på at rejse rundt i verden fra det ene vilde eventyr til det andet.
I denne bog fortæller han om nogle af de vildeste: jagten på den mystiske Vu quang-okse i Vietnam, tiden som guldgraver i New Zealand, hans tid med hovedjægerne på Borneo, forsøget på at overleve som Robinson Crusoe på en øde ø i Stillehavet, tiden som cowboy på verdens største ranch i Australien, og rejsen til Laos for at finde sandheden om den gådefulde Stenkrukkeslette.
Det er også en bog om en verden, som på mange måder er ved at forsvinde i takt med at naturen forsvinder. Men eventyret er stadig derude. Man skal bare lede lidt grundigere.
Kommentarer