Mellerup

Pia Viborgs fugle, fabler og fortællinger på Mellerup Fri- og Efterskole

Se billedserie

Der er ny fernisering på Mellerup Fri- og Efterskole lørdag den 4. maj kl. 14.00 – 16.00, hvor Pia Viborg udstiller. Der vil være musikalske indslag samt en lille forfriskning. Udstillingen kan derefter ses på alle hverdage mellem kl. 14 og 17. Sidste udstillingsdag er 13. juni

Pia Viborg, der har værksted i Skive, arbejder med billeder og skulpturer. Hovedmaterialerne i værkerne er papir, der behandles på et utal af måder. Humor og til tider samfundskritik er en uomtvistelig del af hendes værker.

Fugle, fabeldyr og andre væsener bliver til som skulpturer og derefter inviteret med på malerlærredet, og man er aldrig i tvivl om slægtskabet mellem kunstnerens forskellige værker.

Fortællingen er den direkte drivkraft. Et er, hvad der tænkes i processen – og det med humoren som medspiller, et andet er, hvordan betragteren fortolker det sete, og her er mange muligheder!

Et af Pia Viborgs meget store værker kan ses i Nørhalne, hvor hun i 2018 forestod et gavlmaleri. I det hele taget har hun i sit mangeårige kunstneriske virke stået for mange udsmykningsopgaver og kunstprojekter.

Pia Viborg har et meget karakteristisk udtryk i sine værker, som altid kalder smilet frem.
Der er lagt op til en virkelig sjov udstilling, hvor glæde og eftertænksomhed går hånd i hånd.

Udstillingen er den sæsonens sidste i Nørhald Kunstforening, som er ved at lægge sidste hånd på næste års udstillingskalender, der tegner til at blive rigtig spændende.

Adressen er: Mellerup Fri- og Efterskole, Almisbakken 19, Mellerup 8930 Randers SØ.

Kommentarer