Debat og politik

Opgør med nulfejlskulturen

Debatindlæg af: Arne Erikslev, Toldbodgade 21, Randers NØ

Der pågår for tiden en drøftelse af om, hvorvidt nulfejlskulturen har taget overhånd i privat-, offentlig- og erhvervs regi.

På det private område ses det specielt på de sociale medier, hvordan den enkelte person ynder at fortælle og vise om sig selv, at alt er perfekt og fejlfrit ved at foretage sig positive oplevelser. Giver det nye kreative tanker og individuel udvikling og resultater? Nej vel!

På det erhvervsmæssige område er det den administrerende direktørs uovervindelige dilemma sammen med bestyrelsen om at finde en balance mellem at ”dyrke” en nulfejlskultur eller at tage større risici med chance for gevinst og læring – men også risikoen for at tabe investeringer.

Forfatter og ledelsesrådgiver Mikael Vest stiller i en artikel i JP den 22. august 2018 spørgsmålet: ”Hvilken forretningsmodel er mest hensigtsmæssig?” – af de to modpoler.

Han giver selv svaret: ”Overdyrkning af en overanalyserende nulfejlskultur leder til stillestående udvikling!” – kan dog skabe tryghed og garanti for gavnlige gevinster. ”Men hvad blev der af glæden ved at udforske det ukendte og turde tage lidt knaster undervejs?”. ”Det er her, at de store opfindelser bliver skabt og de mest inspirerende resultater opnås”.

På det offentlige område vil jeg beskrive min fornemmelse af det kommunale område i Randers.

Her oplever jeg en kraftig nulfejlskultur hovedsagelig på grund af en minoritets bevågenhed af byrådsmedlemmer bistået af deres bagland.

Det adskiller sig således fra de to andre områder, hvor man selv har indflydelse på valg af kultur, men fra kommunens side med et primært udefra kommende pres.

Eksempel fra sidste byrådsmøde den 12. november 2018, hvor Velfærds- og Beboerlisten havde toogtyve spørgsmål, anmodninger, redegørelser og forslag. Fra øvrige partier i byrådet var der én anmodning.

Der er ikke medtaget flertalsafgørelser i de stående udvalg, som løftes op i byrådssalen, men som ikke fører til ændringer af de allerede trufne beslutninger.

Yderligere kommer der en usædvanlig stor efterspørgsel på aktindsigt i alt mellem himmel og jord. Man kunne jo være heldig og finde noget at brokke sig over!

Hvad betyder det så for forvaltningen udover en markant og kostbar arbejdsbyrde, som kunne bruges på alt andet, som udvikling og kreativ nytænkning til gavn for alle i kommunen.

Ja, man vil naturligvis i den givne situation dække sig ind under en nulfejlskultur og i visse tilfælde også have en ekstra sagsbehandler ved sin side, når et byrådsmedlem møder op, som uuddannet sagsbehandler, sammen med sin ”klient”.

Forholdet skaber også et uholdbart arbejdsmiljø og kan i værste fald skabe et sygefravær.

Så konklusionen på den kommunale uforskyldte nulfejlskultur er desværre manglende udvikling, der koster penge fra den kommunale kasse, som kunne være brugt til bl.a. velfærd, herunder ”varme hænder”.

Kommentarer