Vorup

Nyt Mountain Bike spor indvies i Vorup

Tirsdag den 25. april fra kl. 18-20.30 er der officiel indvielse af det nye MTB-spor i Vorup Grusgrav ved Tebbestrupvej.

Alle er velkomne til at komme og prøve kræfter på det knap fire kilometer lange og 100 skrappe højdemeter spor under kyndig vejledning af trænerne fra MTB-Randers. Du kan også opleve MTB-løjerne på afstand til en sodavand, kaffe og kage eller en pølse i den til lejligheden opstillede pølsevogn.

Jeppe Bob Bertelsen (tv) fra MTB Randers og Team Bertelsen og MTB Randers bestyrelsesmedlem Frank Rebo Rasmussen ser frem til stort rykind i Vorup Grusgrav tirsdag aften, når der er officiel indvielse på knap fire kilometer nyt MTB-spor i Vorup Grusgrav Friluftsområde.

Det er partnerskabet bag Vorup Grusgrav Friluftsområde, som inviterer til eventen i samarbejde med MTB Randers. Projekt Vorup Grusgrav Friluftsområde er et samarbejde mellem XL Byg Vorup Tømmerhandel, Team Bertelsen og Natur og Miljø – Randers Kommune. Projektområdet omfatter private og kommunale arealer i grusgraven og Månedalen.

Formålet med projektet er at gøre området attraktivt og skabe større aktivitet. Store dele af grusgraven er tilgroet med krat, og det er partnerskabets ønske at skabe nogle bedre stiforbindelser og rum til aktiviteter.

Medlemmer af MTB Randers har hjulpet med det praktiske arbejde i forbindelse med anlæggelsen af det nye MTB-spor, mens partnerskabet har dækket udgifter til arbejdsløn og maskiner.

Du kan læse mere om Vorup Grusgrav Friluftsområde på www.natur.randers.dk/besoeg-naturen/naturomraader-syd/vorup-grusgrav-friluftsomraade

Kommentarer