Livsstil og forbrug

Nye tendenser efter et års nedlukning: Flere turister vil vandre og cykle i naturen

Danmarks natur rykker opad på turisternes hitliste. Fire nye turismeprojekter på Fyn og Sjælland, der skal udvikle og kvalificere vandre- og cykelturisme, får nu støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Hvis der er én ting, som COVID-19-pandemien har lært danskerne, så er det at skønne på deres natur, og den tendens slår nu igennem i turismeerhvervet.

Over hele landet mærkes en øget lyst til at vandre og cykle i naturen, og derfor støtter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu fire outdoor-projekter med sammenlagt ca. 10,7 mio. kr.

Erhvervsfremmebestyrelsen sender blandt andet op til 5,7 mio. kr. til projektet ”Hike Fyn – Bæredygtig vandreturisme på Fyn og øerne”, hvor ni fynske kommuner er gået sammen med bl.a. Erhvervshus Fyn, Dansk Vandrelaug og en række fynske turistkontorer om at tiltrække flere danske, tyske og hollandske vandreturister til Fyn og øerne.

Laura Raidla, udviklingschef i Destination Fyn, siger:

”Mens mange af vores fynske hoteller og konferencesteder har haft svære kår med den manglende storby- og erhvervsturisme under pandemien, er både lokale og danske turister strømmet til vores kystområder og alsidige outdoormuligheder. Vi har allerede et stærkt brand på cykelturisme, og nu ser vi frem til at udnytte erfaringen herfra til at opgradere vandreoplevelserne i samme grad. Kombineret med en øget marketing indsats over for især tyske og hollandske turister forventer vi at kunne indfri potentialet relativt hurtigt.”

Projektet varer frem til midten af 2024, og projektets aktiviteter omfatter bl.a. kompetence- og forretningsudvikling for erhvervet, forbedring af vandreruter, bedre og mere ensartet service og omfattende international markedsføring. Målet over tre år er yderligere godt 90.000 danske og udenlandske vandreturister, som skaber en øget omsætning på ca. 58 mio. kr.

På cykel ud i nationalparkerne

I Nordsjælland støtter erhvervsfremmebestyrelsen to projekter, der går ad nye stier for at sikre især flere cykelturister til området med to store nationalparker.

Det nydannede destinationsselskab Destination Fjordlandet satser med projektet ”Bedre adgang og mobilitet – oplev endnu mere på cykel i Fjordlandet og Nationalpark Skjoldungernes Land” på at få flere turister op på cyklen og ud i det smukke landskab omkring Roskilde Fjord. Det sker blandt andet i samarbejde med Dansk Cykelturisme, der arbejder for, at det danske net af cykelruter bliver mere relevant for fremtidens turister.

”Destination Fjordlandet er et af de steder på Sjælland, der har størst potentiale som cykeldestination med unikke naturområder i Nationalpark Skjoldungernes Land og store kulturelle attraktioner,” lyder det fra Thomas Kær Mahler, direktør i Destination Fjordlandet:

”Vi har i forvejen en god infrastruktur med friluftsfaciliteter og nationale, regionale og lokale cykelstier, og projektet skal give en forbedret fælles kernefortælling, nemmere adgang til cykler, flere muligheder for forhåndsreserverede oplevelser samt bedre adgang mellem overnatningssteder og attraktioner.”

Også hos naboerne i VisitNordsjælland er der cykel-ambitioner. Med en støtte på ca. 1,5 mio. kr. skal der i projektet ”Grøn mobilitet til og i Nationalpark Kongernes Nordsjælland” i et stærkt partnerskab udvikles cykel-hubs, hvor turister, lokale borgere og sommerhusejere kan leje cykler og drage ud i Nationalpark Kongernes Nordsjælland på færdige temature.

”Vi vil gerne gøre det nemt for turister og borgere at tage toget, bussen eller bilen ud til en hub og derfra komme ud på en rekreativ tur i Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Samtidig tilbyder vi overnatningsvirksomheder, spisesteder og attraktioner i området et forretningsudviklingsforløb, for det er afgørende, at bedre adgang til nationalparken følges af interessante produkter og oplevelser,” siger Annette Sørensen, direktør i VisitNordsjælland.

Projekterne styrer uden om overlap

De to projekter har etableret et strategisk samarbejde for at undgå overlap mellem indsatserne, og det udløser ros fra medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune:

”Nedlukningen har gjort ondt på turismen i Nordsjælland, som normalt har mange internationale turister i området. Vi har brug for alle kræfter til at genskabe omsætningen, og derfor er det godt at se to stærke og brede projekter arbejde side om side, så vi får flere turister til området og ud for at nyde den flotte natur omkring Roskilde Fjord og i Nordsjælland.”

Endelig går 1,4 mio. kr. til projektet ”Vild med Natur – bæredygtig outdoor oplevelsesudvikling” fra VisitSydsjælland-Møn, som skal skabe mere bæredygtighed i den tiltagende outdoor-turisme. Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, siger:

”Naturen er under COVID-19 blevet brugt af både garvede og nye brugere som aldrig før, og alt tyder på, at dén tendens fortsætter. Derfor ønsker vi at inspirere gæster til mere bæredygtig adfærd i naturen, og derfor er det vigtigt, at der udvikles nye, bæredygtige outdoor-produkter og oplevelser, som er med til at skubbe på god adfærd i naturen. Det skylder vi den fantastiske natur, som vi har på Sydsjælland og Møn.”

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

”Danmark er et dejligt ferieland, og det er positivt med så mange gode og fælles projekter, som styrker og udvikler dansk turisme. Vi har mere end nogensinde brug for, at alle gode kræfter arbejder sammen, så vi også efter corona-krisen har nogle stærke turismevirksomheder, som både danske og udenlandske turister kan nyde godt af.”

Fakta om turismeindsatsen

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde den 21. april 2021 besluttet at uddele i alt 60,6 mio. kr. til lokale og tværgående turismeprojekter i 2021. Der er kommet 24 ansøgninger, og 17 projekter får nu støtte, finansieret af de decentrale erhvervsfremmemidler.

Turisme er et centralt fokusområde for bestyrelsen: I 2020 blev 63 mio. kr. udmøntet til turismeinitiativer, og i 2020 og 2021 blev i alt 225 mio. kr. udmøntet i omstillingspuljen, der har turisme- og oplevelseserhvervet som en central målgruppe.

Desuden har bestyrelsen i 2019 og 2020 medfinansieret konsolideringen af Danmarks destinationsselskaber. Denne proces er nu afsluttet med 19 tværkommunale destinationsselskaber, der dækker 90 kommuner. Selskaberne har ansvaret for destinationsudviklingen i de respektive områder.

Se listen med støttede projekter her.

Kommentarer