Randers By

”Naturen tæt på Dig”- Naturens Uge på Randers Naturcenter

Foto: Randers kommune

Naturens uge holdes over hele landet i uge 36. I år er temaet “Naturen Tæt på Dig”. På Randers Naturcenter er der ugen igennem aktiviteter for inviterede børn og skoler, og lørdag den 10. september markeres Naturens Uge med masser af tilbud for alle fra kl. 10 – 14.

Naturen er så megasej – også den som er tæt på dig! Vidste du for eksempel, at sten ikke altid har været sten, men at de bliver dannet ude i naturen? Eller at man inde i sten kan finde mineraler, og at nogle af dem kan være fluorescerende? Kom og hør mere om hvordan sten egentlig bliver til sten, se mineraler lyse op under UV-lys og tag på jagt efter forskellige sten omkring naturcentret. Måske du kan finde en rombeporfyr eller en gnejs!

Har du nogensinde tænkte over, hvordan fortidsmennesket så ud? På Naturens Dag på naturcentret kan du se på hvordan fortidsmenneskets Neandertalerens kranie så ud, og du kan prøve at sammenligne med det nutidige menneske. Mon du kan finde forskellene? Hør også mere om projekt Tidsrejsen og turmuligheder i Randers kommune.

På dagen kan du også fange vandhulsdyr i søen eller deltage i konkurrence om at designe dit helt eget kriblekrable dyr ud af forskellige materialer. Med dyreterningen kan du være aktiv og lave tossede bevægelser, hvor du imiterer dyrene omkring os og får et herligt grin.

“Samme dag har vi også affaldsindsamling ved Gudenå – både til lands og til vands. Har man en båd, kan man bare møde op med den og samle affald. Naturcentrets motorbåde vil agere containerskibe og samle ind, så Gudenåens nedre stykke kan blive rent og pænt og klar til efteråret. Ja, og der bages selvfølgelig også pandekager over bål. Så kom ud i den skønne sensommer og mærk naturen helt tæt på dig og din familie,” lyder opfordringen fra naturcenterleder Helle Marie Taastrøm.

Kommentarer