Øster Velling

Mette fra Øster Velling blev Årets Ildsjæl

EnergiMidt kårede Mette Hammershøj fra Øster Velling til Årets Ildsjæl 2016

For 10. år i træk har EnergiMidt kåret fem lokale ildsjæle, som gennem deres store frivillige arbejde har gjort så stort indtryk på andre, at de er blevet indstillet til ”Årets Ildsjæl 2016”. En af dem er Mette Hammershøj fra Øster Velling, som foruden æren modtager en check fra EnergiMidt på 10.000 kroner.

Ved en velbesøgt prisoverrækkelse hos EnergiMidt i Silkeborg har næstformand i bestyrelsen Jens Jørn Justesen uddelt velfortjente skulderklap til fem lokale ildsjæle. Fælles for dem alle er, at de har ydet noget ekstraordinært; en indsats, som har gjort stort indtryk på mange rundt omkring i det lokalområde, hvor de har deres daglige virke.

 

Lokal vinder fra Øster Velling

En af prismodtagerne blev Mette Hammershøj fra Øster Velling. I indstillingen lød blandt andet:

Mette Hammershøj har stået i spidsen for redning af byens omdrejningspunkt, nemlig forsamlingshuset. Hun har selv søgt midler hjem til en istandsættelse af forsamlingshuset og til at skabe stier, broer med mere i vores skov. Hun er en karismatisk og inspirerende person, som har formået at samle byen.

Mette Hammershøj en ildsjæl af hjertet. Hun har altid haft en stor berøringsflade, når det omhandler sociale aktiviteter. Hun gør utrolig meget for de lokale spejdere, den lokale biograf klub og ikke mindst Nørreå Friskole. Hun er om nogen et forgangsbillede og ildsjæl, som fortjener et anerkendende kram fra alle, som er taknemmelige for hendes store indsats.

Desuden skal Mette have en stor del af æren for, at det blandt andet gennem hendes utrættelige ambassadørarbejde er lykkedes at få tilslutning til etablering af fiberbredbånd i byen med en rekordhøj tilslutningsprocent på over 80!

Mette Hammershøj er en meget værdig modtager af prisen Årets Ildsjæl 2016.

 

Lokalt engagement er altafgørende

Ved prisoverrækkelserne blev baggrunden for at gennemføre et initiativ som Årets Ildsjæl da også uddybet. Som andelsselskab er EnergiMidt ejet af kunderne, og det lokale energiselskab ser det som en naturlig opgave at være med til at holde gang i den lokale udvikling:

– Det er jo fortsat sådan, at det lokale sports-, forenings- og kulturliv er afhængig af, at der er lokale ildsjæle, som på trods af travlhed i hverdagen altid er klar til at give en hånd med efter fyraften, i weekender og i ferier. Nogle af disse ildsjæle vil vi gerne give et velfortjent skulderklap og sige ”godt gået!”

Vi håber naturligvis også, at vi med ildsjæleprisen kan være med til at skabe ekstra opmærksomhed om den store betydning de lokale ildsjæle har. Samtidig håber vi, at priserne kan være med til at inspirere andre til at involvere sig og gøre en ekstra indsats i det lokale arbejde, fortalte Jens Jørn Justesen ved prisoverrækkelsen.

 

Mange ildsjæle i det midtjyske

Dommerkomiteen bestående af udvalgte bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere i EnergiMidt har med flere end 100 indstillinger i år været på ekstra hårdt arbejde med at vurdere de mange kandidater som klubkammerater, medarbejdere, familie, naboer og andre har indstillet til prisen.

De rekordhøje antal indstillinger understreger, at der er mange frivillige ildsjæle i det midtjyske, og at der er mange, som sætter pris på deres store indsats. Og under uddelingen blev det fremhævet, at netop antallet af indstillinger gør prisen særdeles ærefuld – en vinderindstilling skal stikke lidt ekstra ud fra mængden af kandidater.

EnergiMidt stiftede prisen som ”Årets Ildsjæl” tilbage i 2007 for at skabe opmærksomhed og påskønnelse overfor alle de mange personer i det midtjyske, som yder en stor frivillig indsats – og som med deres engagement og virkelyst er med til at holde liv i lokalområderne.

 

 

 

Kommentarer