Debatindlæg af Pia Sandberg Nielsen, Randers.

Min søn er fodboldspiller. Han spiller på et U-11 hold for Randers FC. Han elsker at spille fodbold, og som så mange andre 10-årige drenge drømmer han om en dag at blive professionel fodboldspiller.

Det er en drøm, jeg til fulde bakker op om, for det er godt at ville noget med sit liv – godt at sætte sig mål og have drømme om fremtiden. Og fodbold er jo en fantastisk sport, hvor man virkelig lærer, at de bedste resultater kommer, når man arbejder sammen som et hold.

Den eneste bekymring jeg har haft omkring min søns ”fodboldkarriere”, har været den hadkultur, der desværre omgiver sporten. For lad os se det i øjnene – der er grupper af fans fra forskellige klubber, der helt har glemt, hvad fodbold er. I stedet for at hylde deres egen klub, tilsmæder de modstanderne.

Hærværk og vold er efterhånden ofte en naturlig følge af en fodboldkamp. Det er umådelig trist, at en sportsgren skal overskygges af had. Fodbold er en sportsgren, et spil – og virkelig god underholdning for de mange trofaste fans.

Som sagt har den hadkultur været min eneste bekymring, men jeg beroligede mig selv med, at den slags ”kun” finder sted i superligaen og ikke i børnefodbold.

Jeg tog fejl.

Den anden dag var jeg som så ofte før med min søn til en kamp på udebane. Og lad os i den forbindelse kalde udebaneholdet for Hold X, da jeg bestemt ikke ønsker at hænge nogen ud.

Det var en rigtig god kamp. Vores drenge spillede sammen som et hold, en enhed, og til trods for et nederlag var både spillere, træner og de fremmødte forældre glade og tilfredse med kampen.

Efter slutfløjt sad vi lidt på banen og lyttede til trænerens evaluering af drengenes præstation, og på den modsatte side af banen gjorde Hold X sig klar til at synge deres sejrssang som det sig hør og bør. Men først kom der en mindre pæn sang…

Ordene ”vi hader Randers” ramte vores trætte 10 årige drenge, der forvirret så på deres træner. Med stor sindsro sagde han: ”Det holder vi os for gode til at reagere på”.

Hold X, en flok drenge på 10 år ”hader” Randers, og deres træner og forældre så åbenbart intet forkert i det udsagn.Hvis vi vil have en anden og bedre fodboldkultur her i landet, er det lige præcis her, der skal sættes ind. Fremtiden begynder altid med børnene. Det, de lærer nu, er det, de tager med sig ind i voksenalderen.

Det er vores ansvar som forældre og trænere at vise vores børn, at alle mennesker skal behandles med værdighed, venlighed og respekt. Det har alle fortjent – uanset om man kommer fra Randers, AGF, Brøndby, FCK osv.

Selvfølgelig er man modstandere på banen, og i hele kampens længde gør man sit bedste for at vinde, men man ved godt, at modstanderne er mennesker – akkurat som en selv. De har bare en anden farve trøje på. Det er den eneste forskel.

Jeg håber, at alle, der læser disse ord, vil gøre deres bedste for at guide vores børn til en fremtid med en fodboldkultur, der hylder fair play, venlighed og respekt.

For lige meget, hvilken klub, man spiller for eller holder med, er vi alle mennesker.