Landsbyklynge Kronjylland ansætter konsulent
Landsbyklyngen Kronjylland er et samarbejde mellem 12 landsbyer, der har til hensigt at forme et landsbyfællesskab, der skal styrke lokalsamfundene i landsbyerne Tvede, Harridslev, Støvring, Lindbjerg, Linde, Mejlby, Albæk, Østrup, Vestrup, Gimming, Tjærby og Mellerup.
Se også her: Lovende samling i Landsbyklyngen Kronjylland
I de sidste par måneder har den midlertidige styregruppe arbejdet hård på at tilrettelægge den kommende stiftende generalforsamling for klyngen i januar 2017.
Der opstod en ny idé i styregruppens arbejde, da Realdania i et samarbejde med DGI og Lokale & Anlægsfonden inviterede til at ansøge om deltagelse i udviklingen af landsbyklynger rundt om i Danmark.
Styregruppen besluttede, at de ville arbejde for at udarbejde en ansøgning, der skulle tilknytte en proceskonsulent i det kommende halvandet år.
Sidst i november blev ansøgningen godkendt, og Landsbyklyngen får altså dermed sparring fra en ekstern konsulent i arbejdet med at skabe et tættere bånd mellem landsbyklyngens 12 landsbyer.
“Dette anser styregruppen som en fantastisk sidegevinst for den allerede igangsatte proces i regi af Gentænk Landsbyen, hvor Realdania projektet vil være en styrkelse af projektet og sikre at de mange gode idéer og spirende initiativer i Gentænk Landsbyen vil kunne føres videre,” skriver styregruppen i en pressemeddelelse.
Kommentarer