Så skete der noget: 11 kommunale byggegrunde sat til salg i Øster Bjerregrav
Efter flere års ventetid er byggegrundene på Violvej og Gransangervej i Øster Bjerregrav endelig sat til salg. Foto: Randers Kommune/SH Luftfoto.
Efter flere års ventetid udbyder Randers Kommune nu 11 parcelhusgrunde i Øster Bjerregrav. Borgerforeningen håber, at nye boliger kan vende byens faldende indbyggertal, mens lokal kritiker fortsat efter-lyser en samlet plan for byens udvikling.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@randers-netavis.dk
ØSTER BJERREGRAV – Efter flere års ventetid kan interesserede boligbyggere nu byde på 11 kommunale parcelhusgrunde på Gransangervej og Violvej i Øster Bjerregrav.
Byggemodningen er afsluttet, og dermed er der taget et nyt skridt i udviklingen af byen, som har omkring 1.100 indbyggere og ligger cirka syv kilometer fra Randers.
– Det er dejligt, at vi nu kan sætte de længe ventede byggegrunde til salg. Vi håber på stor interesse fra borgere, der drømmer om at bygge nyt i en aktiv landsby, siger Henrik Hove (DD), formand for Randers Kommunes erhvervs- og planudvalg.
Han fremhæver blandt andet byens skole, dagtilbud, indkøbsmuligheder, foreningsliv og nærhed til naturen.
Frygter fortsat tilbagegang
Hos Øster Bjerregrav Borgerforening bliver udbuddet taget imod med glæde. Formand Finn Brødløs ser de nye grunde som et vigtigt skridt for byen, men understreger samtidig, at behovet for nye boliger ikke stopper her.
– Vi er særdeles glade for, at der nu er 11 parcelhusgrunde, som er byggemodnet og sat til salg, siger han.
Ifølge borgerforeningsformanden omfatter planerne for området også en storparcel med mulighed for 34 rækkehuse. Det projekt kan få stor betydning for den lokale boligudvikling, mener han.
Randers Kommune ejer ikke mere jord i Øster Bjerregrav, som umiddelbart kan udstykkes. Derfor håber Finn Brødløs, at private aktører vil stå for kommende udstykninger og byggemodninger.
Bag ønsket ligger en bekymring for byens befolkningsudvikling. Indbyggertallet har ifølge borgerforeningen været faldende gennem de seneste 20 år.
– Det er afgørende at få vendt kurven. Ellers kan det komme til at gå ud over områdets basisfunktioner som institutioner, skole og detailhandel. Den kritiske grænse flytter sig løbende, og derfor er der behov for en vis vækst i indbyggertallet, siger Finn Brødløs.
Efterlyser boliger til både familier og seniorer
Øster Bjerregrav har skole, dagtilbud, indkøb, idrætshal, bevægelseshal og aktivitetspark samlet i byen. Samtidig er der kort afstand til både E45 og naturområderne omkring Fussingø.
Randers Kommune satte tidligere på året fokus på byen i bosætningskampagnen »Rum til det hele«. Kampagnen fremhævede Øster Bjerregrav som en aktiv landsby med stærke fællesskaber, gode faciliteter og naturen tæt på.
Finn Brødløs håber, at kampagnen sammen med de nye byggegrunde kan tiltrække flere børnefamilier. Samtidig ser han et behov for flere mindre boliger til byens ældre.
Hvis seniorer får mulighed for at flytte fra deres parcelhuse til mindre og mere egnede boliger, kan de større huse blive frigivet til nye familier, påpeger han. I øjeblikket er der ifølge borgerforeningsformanden kun fire huse officielt til salg i byen.
Han henviser desuden til et lokalt projekt med 16 seniorboliger, som stort set er udsolgt. Det viser efter hans opfattelse, at der er efterspørgsel efter mindre boliger, og at projektet på storparcellen bør komme videre hurtigst muligt.

- Peter Fast og Finn Brødløs ved grunden, hvor Randers Kommune nu har sat 11 byggegrunde i udbud. De to lokale ildsjæle håber, at de nyudbudte kommunale byggegrunde kan bidrage til mere udvikling i Øster Bjerregrav. Arkivfoto: Gitte Hagsholm.
Savner fortsat en tidsplan
Også Peter Fast, der gennem flere år har kritiseret Randers Kommune for at trække byudviklingen i langdrag, glæder sig over, at der nu kommer en budrunde på parcelhusgrundene.
Men han mener ikke, at de 11 grunde løser den grundlæggende udfordring.
– Det er fint, at Bjerregrav nu kan se opstart og budrunde på de 11 parcelhusgrunde. Men vi mangler stadig information om storparcellen, og det overrasker desværre ikke, siger Peter Fast.
Sagen om byggegrundene og storparcellen var på kommunalbestyrelsens dagsorden den 24. august, men blev behandlet som et lukket punkt. Derfor efterlyser Peter Fast større åbenhed om det videre forløb.
– Lad os nu få en troværdig tidsplan, så det store cirkus ikke skal starte igen, siger han.
Han ønsker en samlet ”Plan 2035” for Øster Bjerregrav. Den skal efter hans opfattelse blandt andet udpege placeringen af fremtidige byggegrunde, fremtidssikre Øster Bjerregrav Skole og se på en bybusforbindelse mellem Hornbæk, Øster Bjerregrav og Helsted.
Derudover efterlyser han planer for udvikling af erhvervsområdet og en styrket indsats på kulturområdet.
Sælges til højestbydende
De 11 parcelhusgrunde udbydes gennem et offentligt udbud frem til fredag den 2. oktober.
Grundene på Violvej er 1.229 kvadratmeter store og udbydes til en mindstepris på 715.912 kroner. På Gransangervej er grundene på 1.118 kvadratmeter med en mindstepris på 665.912 kroner.
Interesserede kan byde på op til fem grunde i prioriteret rækkefølge, men den enkelte køber kan højst få tildelt én grund. Buddene skal ligge over de angivne mindstepriser.
Når udbudsperioden er afsluttet, gennemgår Randers Kommune de indkomne bud, og grundene sælges til de højestbydende.















Kommentarer