Randers By

Kraniespil og pandekager over bål

Har du lyst til at komme med på “Rekrutternes tophemmelige mission”? Lave pandekager over åben ild? Eller måske fange dyr i søen? Så er der godt nyt. I Randers Kommune er der et væld af udendørs aktiviteter at give sig i kast med i uge 42.

Når nu coronaen stadig raser, så er det jo meget heldigt, at efterårsferien i Randers Kommune byder på flere udendørs aktiviteter, hvor risikoen for smitte er nedsat.

På Naturcenteret er der mandag den 12. oktober til torsdag den 15. gang i flere forskellige ting, så mon ikke alle kan finde noget spændende at kaste sig over.

– Vi skal både snitte sjove figurer, vi skal bruge træernes sidste blade til at nøgle træer, og så skal vi spille kraniespil. Det skal som altid nok blive supersjovt – siger lederen af Naturcenteret, Helle Marie Taastrøm.

Der er selvfølgelig også mulighed for at komme en tur til søen, hvor man kan fange og undersøge alle de sjove dyr, der lever og gemmer sig i vandet. Net, lupglas, akvarier og bestemmelsesdug til at se, hvad man har fanget, bliver stillet frem ved søen

Mad over bål
Når man har fået brændt alt sin krudt af med de mange aktiviteter, så kan man få en bid mad. Der bliver tændt op i bålet, så man kan medbringe mad, der kan varmes over den åbne ild. Der bliver også bagt pandekager over bål. Her må man gerne medbringe sin egen pandekagedej, og ellers kan man købe et pandekage-kit på Naturcenteret til 50 kroner.

Indenfor bliver der tændt op i brændeovnen, så man kan få varmet fingrene både indendørs og ude ved bålet. Det er også muligt at låne en christianiacykel og cykelhjelme, så man kan tage på tur i naturen. Naturcenteret har åbent mandag til torsdag i efterårsferien klokken 10-14, og der er lavet et system, der sikrer, at der maksimalt er 50 personer samtidig på Naturcenteret.

På Natureventyr
Udover aktiviteterne på Naturcenteret kan man også gå på opdagelse i Doktorparken, Nordre Fælled og ved fjorden i Udbyhøj. Det kan man gøre lige, hvornår man har tid og lyst, for det foregår med en telefon i hånden. Med appen Natureventyr kan du opleve “Mysteriet om Ellens mærkelige arm”, “Rekrutternes tophemmelige mission” og “Spådommen om den magiske jolle”. Du skal bare hente den gratis app på din smartphone, og så guider den dig rundt på ruten. Den indlagte dialog i teksterne og udfordringerne undervejs er både lærerige og udvikler børns læselyst.

Natureventyr er i Randers en del af ‘Bevæg dig for livet’ og appen er målrettet familier med børn i alderen tre til otte år. Fortællingerne tager udgangspunkt i, hvad man kan se, høre og røre ved. Appen byder desuden på naturoplevelser med eventyr og ruter rundt i hele Danmark.

Kommentarer