Harridslev

Kraftcenter Korshøj-parterne enige om at være uenige

Der er tre kilometer mellem fodboldbanerne og klubhuset Albæk og til Korshøjskolen i Harridslev, hvor det nye kratcenter skal ligge og efter planen udvides med nye fodboldbaner.

Der er tre kilometer mellem klubhuset og fodboldbanerne i Albæk og til Korshøjskolen i Harridslev, hvor det nye Kraftcenter Korshøj efter planen skal bygges – og udvides med nye fodboldbaner. Albæk borgerne kæmper for bevare fodboldaktiviteterne i byen, og har planer om en tiltrængt renovering af klubhuset. Folkene bag Kraftcenter Korshøj vil samle al fodbolden i Harridslev. Politikerne, som havde lovet at stille jord til rådighed for kraftcenteret, kan ikke levere fordi landmændene, der ejer jorden, ikke vil sælge.

Så måske er afstanden på tre kilometer mellem de to landsbyer længere end som så.

Mødet skulle være et forsoningsmøde, hvor en række personer i Albæk ville række hånden frem til de aktører, som gerne ser at Kraftcenter Korshøj gennemføres som i den oprindelige plan. Dette medfører i givet fald, at fodboldbanerne flyttes fra Albæk til kraftcentret.

Forsoningsmødet fik dog en turbulent og uheldig start. En lokal avis havde beskrevet mødet som et ”borgermøde,” og gav udtryk for, at samtlige borgere var velkomne. Det var imidlertid ikke tilfældet, fordi det var et lukket møde for inviterede aktører, nemlig de to lodsejere, som ikke vil sælge jord til Kraftcenter Korshøj, SMIFF, Kraftcenter Korshøj, borgmester Claus Omann Jensen samt politikere fra Fritids- og kulturudvalget.

Derfor måtte en række personer, som gerne ville deltage i mødet afvises i døren. En af initiativtagerne til mødet Bent Eriksen beklagede det skete, men kunne ikke gøre andet.

– Efter den polemik som har været omkring fodboldbanerne her i Albæk, så vil vi gerne række en hånd frem til en konstruktiv debat, for at rydde nogle knaster af vejen, indledte Bent Eriksen, som herefter redegjorde for nogle af de problemstillinger, som giver anledning til heftige diskussioner.

Arkitekt Kim Kolstrup præsenterede de tilstedeværende en skitse for et nyt klubhus i Albæk med omklædningsfaciliteter. Et projekt som anslås til at koste mellem 5 – 6 mio. kroner.

Medlem af byrådet for Socialdemokratiet Steen Bundgaard spurgte repræsentanterne fra SMIFF, om det for dem er tale om en centraliseringsproces, eller om de kunne acceptere forslaget om, at fodboldbanerne forbliver i Albæk.

– Det er jo ikke tanken at vi vil lukke alt i Albæk. Vi vil gerne flytte fodbolden til Harridslev, men er samtidig klar til at lave andre ting hernede, forklarede Christian Thomasen fra Kraftcenter Korshøj.

– Tanken er jo at samle vores idræt for at få en større synergi. Vi har i øjeblikket en fodboldafdeling, som rummer 400 medlemmer, og de har hele tiden stået bag vores idé med kraftcentret. Et stort flertal af vores 1.400 medlemmer bakker os op, understregede Christian Thomasen.

Niels Winther mener, at det ikke er underligt hvis de 400 medlemmer i fodboldafdelingen gerne vil til Kraftcenter Korshøj.

– Vort klubhus forfalder mere og mere, og så er det jo bedre at få helt nye omklædnings- og badefaciliteter i Harridslev, i stedet for at bruge det gamle bras hernede i Albæk.

Borgmester Claus Omann Jensen forklarede, at politikerne har store udfordringer med hensyn til at skabe nye faciliteter, og sætter ikke tilstrækkeligt med penge af til at vedligeholde disse faciliteter.

– Men når det kommer til prioritering, om det skal være Kraftcenter Korshøj eller projektet i Albæk, så er det jeg bliver så ærgerlig. Nu har vi kæmpet for at finde penge til nogle projekter, men så viser det sig, at det er svært at realisere, når der kommer økonomi bag. I skal jo huske på, at de penge vi har brugt i det her område, har vi jo taget fra et andet område. Så er det ærgerligt, at det ikke kommer til at virke, pointerede Claus Omann Jensen, som synes, at parterne selv skal prøve at finde gode løsninger.

– Der er intet værre end uenighed, blandt dem, som forsøger at påvirke politikerne, understregede borgmesteren, og opfordrede borgerne til at stå sammen.

Spørgsmålet om salg af det nødvendige areal jord blev også diskuteret. Repræsentanter for de to pågældende landmænd var til stede. De gjorde tydeligt opmærksom på, at deres jorde ikke er til salg.

– Det er sagt meget tydeligt, og I har været tydelige hele tiden. Og vi har hele tiden været tydelige med, at vi ikke vil ekspropriere.

Den 9. maj i år udtalte borgmesteren dog til Randers Netavis, at ekspropriation i sidste instans kunne være en konsekvens, men han understregede samtidig, at det kun vil blive som allersidste udvej.

Kilder tæt på Venstres byrådsgruppe har oplyst, at denne udtalelse fra Claus Omann Jensen gav anledning til en diskussion i partiet, som har ført til, at Venstre har vedtaget en principbeslutning, der går ud på, at partiet ikke vil ekspropriere landbrugsjord til fordel for idrætsformål.

De øvrige tilstedeværende politikere Mogens Nyholm (RV), Steen Bundgaard (S), Ellen Petersen (S) og Susanne Nielsen (DF) tilkendegav klart, at de ikke vil medvirke til ekspropriation for at realisere projektet.

– Hele den diskussion om salg eller ekspropriation kunne have været afklaret for mere end 10 år siden, hvis nogen havde spurgt os. Men det var der bare ikke konkluderede Dorthe Kristensen, som er en af lodsejerne.

– Hvis ikke de to jordbesiddere vil sælge, så ser jeg Kraftcenter Korshøj som svær gangbar, og så har det ingen gang på jord at tale om Kraftcenter Korshøj, påpegede formand for kommunens Fritids- og kulturudvalg Mogens Nyholm.

– Jeg synes jeres projekt her i Albæk er flot, og løsningen er derfor, at de penge som er afsat til Kraftcenter Korshøj jo næsten dækker udgifterne til klubhuset her i Albæk, og så kunne man jo kanalisere pengene hertil, sagde udvalgsformanden.

Ellen Petersen sagde, at det er en vigtig prioritering, at de unge mennesker forbliver i de byer hvor de hører hjemme.

Christian Thomasen fra Kraftcenter Korshøj tilkendegav, at folkene bag kraftcentret vil fortsætte arbejdet med centret, indtil de får noget andet at vide fra medlemmerne, og oplyste samtidig, at der er en plan B. Han ønskede ikke at oplyse hvad denne plan B konkret går ud på, men vil vente indtil der foreligger en godkendelse fra de mennesker, som de snakker med. Dog røbede han, at der ikke foreligger en plan B når det gælder jord.

Mødet førte ikke til enighed mellem parterne, men som noget meget væsentligt blev spørgsmålet om ekspropriation afklaret. Samtidig ligger det nu fast, at Kraftcenter Korshøj ikke kan gennemføres som hidtil planlagt.

Kommentarer