Konstituering. Overfladisk og udemokratisk.
Debatindlæg af Jørgen Andersen, Stenaltvej 6, 8930 Randers NØ
På valgaften i Randers kommune den 16. november, var borgmester Torben Hansen fra socialdemokratiet og forhandlerne fra fem øvrige forligspartier bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og Radikale Venstre tilsyneladende så forhippede på at sikre sig selv en udvalgsformandspost, at man ikke kunne vente med at proklamere at de seks partier havde indgået en konstitueringsaftale.
Dette selv om kun 75% af stemmerne var optalte, og alt imedens der stadig står masser af frivillige valgtilforordnede og optæller stemmer ude på valgstederne. Det er overfladisk og udemokratisk.
Valgforsker Roger Buch siger det også klart og tydeligt. Han har aldrig oplevet noget lignende.
Det samme gælder også behandlingen af de fem øvrige demokratisk valgte byrådspartier. Østbroen, Nye Borgerlige, Enhedslisten, Beboerlisten og Velfærdslisten, som hver især er valgt og repræsenterer en del af kommunens borgere der har ulejliget sig hen til et valgsted og afgivet deres stemme. Ingen af disse partier, her af to nyvalgte partier, blev end ikke spurgt om de kunne tænke sig at deltage i forhandlingerne.
Det siger vist alt om demokratiet og det kommende samarbejde i byrådsgruppen i Randers kommune under ledelse af Borgmester Torben Hansen. Overfladisk og udemokratisk.
Kommentarer