Assentoft

Alle kommunens ansatte skal lære de nye persondataregler

Fra i morgen den 24. april og de kommende uger skal samtlige kommunens knap 9.000 medarbejdere gennem et e-learningskursus i håndtering af persondata.

– Det er vigtigt for alle hver især, at vores personlige data bliver håndteret korrekt. Vi har altid haft fokus på korrekt håndtering, men nye regler træder i kraft i Danmark den 25. maj. Reglerne er vedtaget i EU og stiller nye krav til, hvordan man behandler borgernes data. Det skal vi selvfølgelig også sikre, at vi her i Randers er med på, fortæller kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

E-learningskurset sikrer, at alle medarbejdere, som i løbet af deres arbejde får et cpr-nummer, et portrætbillede eller for eksempel navn og adresse over deres bord, også ved, hvordan den type personlige oplysninger skal håndteres.

Når kurset er taget, får medarbejderne et certifikat.

– Randers Kommune er en stor organisation, så vi har sat tre uger af til at tage kurset, som alle medarbejdere får link til via en mail. Og jeg tænker, at motivationen er stor, for vi har alle en interesse i, at vores data bliver håndteret rigtigt, sådan at de er bedst muligt beskyttede, siger Jesper Kaas Schmidt.

Som led i de nye regler skal alle offentlige myndigheder også ansætte en såkaldt Data Protection Officer, en databeskyttelsesrådgiver. Det har Randers Kommune også gjort. Det er Lone Karina Jensen fra IT & Digitalisering, som har fået opgaven og fremover vil holde øje med, at Randers Kommune håndterer data korrekt, udarbejder relevante procedurer med videre. Sammen med Byrådssekretariatets juridiske team er der udarbejdet en række procedurer og vejledninger. Databeskyttelsesrådgiveren kan også kontaktes af borgere, hvis man oplever, at ens persondata ikke er behandlet korrekt. Kontaktinformation kan findes på Randers Kommunes hjemmeside fra den 25.maj.

Kommentarer