Samfund

Klub 60 i Romalt er nu bedre rustet i tilfælde af hjertestop

Deltagerne fik mulighed for at afprøve hjertemassage, kunstigt åndedræt samt en hjertestarter på en dukke. Foto: Klub 60 Romalt

60 af medlemmerne i Klub 60 Romalt ved nu, hvad de skal gøre, hvis nogen får hjertestop. De har nemlig deltaget i Hjerteforeningens hjerteredderkursus, der udbydes gratis.

Da Klub 60 Romalt i samarbejde med Hjerteforeningen tilbød kurser i genoplivning med hjertestarter, var tilslutningen så stor, at Hjerteforeningens frivillige Giv Liv-instruktør, Henrik Mayer, måtte oprette hele fire hold.

På kurset fik deltagerne introduktion til genoplivning, hvor instruktøren gennemgik alle de vigtige trin i en genoplivningssituation, herunder alarmering, hjertelungeredning og brug af en hjertestarter. Deltagerne fik mulighed for at afprøve hjertemassage, kunstigt åndedræt samt en hjertestarter på en dukke.
– Omkring 5000 danskere får hjertestop uden for hospitalerne hvert år. Kun cirka 10 procent af dem overlever, og hjælp inden for fem minutter er nøglen til overlevelse. Går der mere end 10 minutter, før hjælpen kommer, overlever kun ganske få, fortalte Henrik Mayer.

Han pointerede også, at man ikke kan gøre noget forkert og, at det er bedre at gøre noget end ingenting. Overlevelsen er cirka fire gange større, hvis der gives livreddende førstehjælp, indtil ambulancen kommer.

Det skortede ikke på spørgsmål fra deltagerne, der nu føler sig bedre rustet til at stå i situationen. Det handler om at turde.

Kurset foregik i Romalt Kultur- og Forsamlingshus, hvor Klub 60 holder til hver torsdag, og mens holdene var på kursus på skift, blev der drukket kaffe og hygget i det tilstødende lokale.

Klub 60 har over 100 medlemmer, der mødes til forskellige aktiviteter og udflugter. Vil man høre mere om klubben, er man velkommen i forsamlingshuset torsdag klokken 10.30.

Man kan også læse mere om Klub 60 på www.romalt.nu og på facebook

Hjerteforeningens frivillige Giv Liv-instruktør, Henrik Mayer, vejleder to af deltagerne i hjertemassage på dukken. Foto: Klub 60 Romalt
Hjerteforeningens frivillige Giv Liv-instruktør, Henrik Mayer, demonstrerer her, hvordan man giver hjertemassage. Foto: Klub 60 Romalt

Kommentarer