Læserbrev af Kirsten Haslund, kandidat til regionsrådet for Socialdemokratiet, Kreds Syd Randers, Skovkrogen 1, Langå

Mit arbejde med Langå i Udvikling, som jeg selv oprindeligt gav startpiftet til, giver mig lyst til også at deltage i planlægning af regional udvikling på et langt mere overordnet niveau. Jeg synes, det er spændende at være sammen med andre om at få ting til at ske på tværs af politiske forskelle. I regionen arbejdes der på bæredygtig vækst og udvikling, hvilket jeg går ind for.

Når jeg stiller op for Socialdemokratiet, skyldes det, jeg er stærkt optaget af bæredygtighed også socialt. Jeg ønsker samtidig at være med til at præge partiet i retning af at finde tilbage til sand solidaritet med alle dem, der er blevet ramt af den tidligere nedskæringspolitik og har måttet bøde for bankernes krise.

Den voksende ulighed i samfundene viser sig også på sundhedsområdet, som samtidig er belastet af stigende priser og udgifter til medicin. Det er socialt usikkert stillede, som er storforbrugere uden at opnå megen reel fordel sundhedsmæssigt. Den bedste “medicin” kunne altså meget vel være af social karakter. Basalt skal et menneske, der af den ene eller anden grund har nedsat funktionsevne, ikke belastes yderligere af frygt for ikke at kunne klare hverdagen økonomisk. Muligheder for at indgå i fællesskab med andre og “høre til” i sammenhænge, hvor man selv kan bidrage, mener jeg er fundamentalt for et menneskes liv og velfærd.

Det er derfor en rigtig god idé at give optimale muligheder for lokale fællesskaber, ligesom socialøkonomiske virksomheder er et godt sats. Der skal langt mere fokus på forebyggelse af, at folk havner i en nedadgående spiral socialt, hvilket i højeste grad skader sundheden. Det kan også handle om “kultur som medicin”, som blandt andet Erik Knudsen er optaget af. Dette praktiseres jo også i Randers, hvor der blandt andet satses på læsekredse for depressions- og stressramte. I det hele taget er forebyggelse på sundhedsområdet for mig et absolut nøgleord. Dette gælder også de alt for mange genindlæggelser på hospital.

Endelig er jeg optaget af den igangværende bestræbelse (både hos regeringen og Socialdemokratiet) på at få afbureaukratiseret det offentlige, herunder at få fjernet unødige dokumentationskrav. Der har alt for længe været tendens til, at offentligt ansatte snarere følte sig forpligtet til at kunne dokumentere, de havde gjort alt det formelle, de var pålagt, end at eksempelvis patienten blev rask og var tilfreds med forløbet, eller at den arbejdsløse kom i arbejde. Ingen tvivl om, der i det offentlige er for megen (forkert) ledelse og for få “varme hænder”. Offentlige institutioner skal have så frie rammer, at den enkelte institution kan arbejde på egen profil og ledelsesform.