Julemarkedet på Hvidsten Kro var i år tilbage til ‘fordums storhed’
Søndag slog Hvidsten Kro igen dørene op til julemarked i de historiske rammer, og selvom spritbeholdere rundt omkring mindede om en svunden coronatid, så var julestemningen tilbage i Hvidsten, hvor gæsterne væltede ind hele dagen.
Vinteren havde meget passende gjort sit indtog i landet, da Hvidsten Kro søndag åbnede dørene for det traditionsrige julemarked. Sneen klædte således den gamle kro fint på til julemarkedet, der oven på et par års corona-mathed igen fik et stort ryk-ind af gæster fra nær og fjern.
Mange af de kendte udstillere var tilbage med masser af tilbud på alt det gode til julebordet, gaveideer og julepynt, så langt øjet rakte, så det var en ren sanseoplevelse for de mange gæster, der kom forbi i løbet af søndagen.
Den store tilstrømning betød lange køer ved nogle af de meget populære boder, som slagteren og bageren, og også til restauranten måtte sultne gæster ruste sig med tålmodighed.
Ventetider til trods, så var der overalt en god stemning blandt de mange gæster, som fik sig en rigtig god oplevelse og en forsmag på julen.
Kommentarer