Fårup

Jubilæum: Dorte Bastrup har været et halvt århundrede i Spar Nord

I 50 år har kunder i Spar Nord i Hobro-området kunnet få kyndig rådgivning af Dorte Bastrup fra Fårup. Den 1. august kan hun fejre 50-års jubilæum i banken.

Det er blevet til utallige kundesamtaler hen over årene siden nu 68-årige Dorthe Bastrup første gang mødte på arbejde i Spar Nord i Hobro. Året var 1972 og Dorte Bastrup havde første dag som elev i den daværende Banken for Hobro og Omegn.

– Jeg kan huske, vi blev taget imod af bankens personalechef og fik rundstykker og kaffe. Derudover fik vi udleveret et checkhæfte og vores første lønseddel – dengang var man også lønnet forud. Jeg havde slet ikke forestillet mig det, men jeg kan huske, at jeg synes, det var helt fantastisk: Tænk sig at få løn inden man overhovedet er startet, husker Dorte Bastrup med et grin.

Efter en kort tur på skolebænken, hvor hun og de øvrige elever ovenikøbet fik lommepenge med af banken, var det retur til Hobro, hvor hverdagen meldte sig.

– Det første halve år sad jeg i det, der blev kaldt hullestuen, hvor hulkort og regnebånd blev sendt ind, og det var ikke mig. Da jeg fik besked om, at jeg derefter skulle over i Posten og køre ud med breve til erhvervsvirksomhederne, besluttede jeg mig for, at jeg ganske vist ville gøre uddannelsen færdig, men så ville jeg på seminariet, husker Dorte Bastrup.

Men midt i de lidt trivielle opgaver, ærinder og kaffebrygning til kollegerne, skete der pludselig noget.

– Jeg begyndte at få nogle af de sjove opgaver: Det at have kunder og at kunne gøre en forskel for andre. Den interesse for andre blev jeg grebet af, og den har fulgt mig lige siden, siger hun, og tilføjer:

– Mange af mine kunder har jeg haft i årevis, nogle af dem nærmest fra de blev født, og selvom de er flyttet til København, har store stillinger eller eget firma, så hænger de stadig ved. Det betyder rigtigt meget for relationen, og det betyder, at de ved lige, hvor jeg står, og de behøver ikke forklare en masse, når de ringer. Så den her med at være Danmarks mest personlige bank, har jeg i den grad taget til mig.

Det er ikke fordi, fristelsen til at prøve noget nyt aldrig har strejfet Dorte Bastrup, men hver gang hun har overvejet at prøve andre græsgange, har nye spændende muligheder åbnet sig.

– 50 år samme sted er nok lidt af et særsyn, men hver gang jeg har følt, der godt måtte ske noget andet, har jeg fået lov til at rotere rundt i organisationen, fået nye spændende opgaver, ledelsesansvar eller mulighed for at læse videre. Det, sammenholdt med det store sammenhold, der er her i banken, hvor man nærmest er én stor familie og det fokus, der er på personalepleje i Spar Nord, tror jeg, er det, der har gjort, at jeg er blevet hængende så længe, vurderer hun

Hun peger blandt andet på den interne rejseklub for de kvindelige medarbejdere i afdelingen som et godt eksempel. Rejseklubben var hun selv med til at starte, og de foreløbige rejser til Paris, Rom og Barcelona har været yderst populære og store succeser. Og det gode kollegaskab og sammenholdet i afdelingen gør, at Dorte Bastrup ikke har planer om at gå på pension lige med det samme.

– Jeg har for længst nået en alder, hvor jeg kunne stoppe med god samvittighed, men det er bare aldrig nået at blive kedeligt. Og så er jeg stadig, selv efter så mange år, virkelig glad for mit arbejde, slutter hun med et smil.

Jubilæet markeres på selve dagen mandag den 1. august internt i bankens lokaler, Adelgade 31 i Hobro. Kunder, der vil hilse på jubilaren, er velkomne i tidsrummet klokken 10 til 12,  hvor der vil være en forfriskning.

Kommentarer