Mellerup

Jordnært og drømmeagtigt

Se billedserie Foto: Pernille Krogh.

Nørhald Kunstforening lukker nu dørene op for sæsonens første udstilling. Efter at have lavet virtuelle udstillinger igennem lang tid grundet corona-virus, begynder alting at blive mere normalt.

Vi glæder os til ferniseringen lørdag den 4.september fra kl. 14-16 i foyeren på Mellerup Fri- og Efterskole, Almisbakken 19, Mellerup, 8930 Randers NØ.

Kunstneren denne gang er Pernille Krogh, hvis arbejdstemaer kredser om mennesket, de indbyrdes relationer mennesker imellem samt menneskets forhold til naturen.

Oftest er værkerne udført på pap, hvori der ridses, indsværtes og lakeres ad flere omgange. Det er en selvopfunden tekning, som Pernille Krogh har udviklet gennem de sidste 10 år.

Hun udtrykker sig grafisk og er optaget af linjens sanselighed og evne til at fastholde en øjeblikssteming.
I ”Kunstavisen” skrives der flg.: ”Pernille Krogh arbejder oftest i serier og fælles for disse er den på en gang elegante og spontane linjeføring, som er et kendetegn for Pernille Kroghs kunst sammen med den raffinerede vekselvirkning mellem drømmeagtige sekvenser og håndfaste jordnære motiver. En blanding og et spil, som Pernille Krogh formår at skabe en smuk syntese ud af.”

Pernille Krogh er bosat i Ebeltoft, og her bruger hun den omliggende natur både som inspirationskilde og som kilde til levering af kul, plantebaseret blæk og pigmenter til hendes billeder.
Natur, klimaforandringer og bæredygtig levevis påvirker hendes billedudtryk, og hun har også på det seneste arbejdet med at indfange skygger i naturen, skitseret fugle og lavet ”ecoprint” med planter på papir, som kan indgå i billederne.

Udstillingen kan ses på alle hverdage mellem kl. 14 og 17 frem til den 7. oktober.

Ved ferniseringen d. 4. september vil der være en forfriskning.

Kommentarer