Af Jens Bach Andersen, Kandidat KV21, Venstre

Jeg har arbejdet med landbrug hele mit liv og lærte at malke køer, så snart jeg kunne nå malkerørene. Jeg er uddannet agronom fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, og har beskæftiget mig med planteavl i hele mit arbejdsliv. Der, hvor andre kommer med holdning og mening, vil jeg komme ved viden og evidens. Mit udgangspunkt er, at Danmark er et landbrugsland, og at vi har en pligt til at være et landbrugsland. Vi har et klima og en jordbund, der er så gunstige for landbrug, at det i mine øjne er mangel på respekt for de snart 8 milliarder munde, der skal mættes hver eneste dag, hvis vi ikke gør vores ypperste for at bruge vort land til fødevareproduktion.

Det danske landbrug anno 2021 er den bedste naturforvalter, nogen kunne ønske sig. Landbruget spiller aktivt med på vådområder, udtagning af lavbundsjord, skovplantning mm. Og hvis det går langsommere end målet, er det i reglen på grund af knudret og langsommelig sagsbehandling – ikke på grund af manglende vilje hos lodsejere. Ligeledes er landbruget meget aktive i den grønne omstilling. Både når det gælder opsætning af vindmøller og solceller, men også når det gælder CO2 reduktion i produktionen. CO2 står øverst på dagsordenen hos stort set alle de andelsbaserede virksomheder, der knytter sig til landbruget, og udledningen af CO2 pr liter mælk, pr kilo kartofler eller pr kilo kød reduceres til stadighed.

Kvælstofudledningen fra landbruget er omtrent halveret siden 1990 og brugen af plantebeskyttelsesmidler sker under så stramme vilkår, at ingen har noget at frygte på vegne af kommende generationers grundvand. Det er tankevækkende, at midler, der for længst er blevet forbudt i landbruget, fortsat kan bruges mod lus og fnat til børn. (prøv fx at google Permethrin) Godkendelsesproceduren for pesticider er så restriktiv, at der næppe står et eneste produkt på hylden hos Matas, som ville kunne slippe igennem. Og til alle jer, der har smagt rødvin eller tobak bare én gang i livet kan jeg fortælle, at I har udsat jer for farer, der langt overgår faren ved at drikke vand fra hanen. Det samme gælder alle, der har lagt krop til en tatovering eller bruger makeup.

De regler, landbruget administreres under, har knopskudt og forknudret sig i det uendelige over de sidste 30 år. Det kræver virkelig sin mand/kvinde at lave en markplan, der overholder alle regler. Når jeg ser på det lidt fra oven, kan jeg godt blive forundret. Man administrerer med en detaljegrad, der overhovedet ikke modsvarer de usikkerheder, der indgår – og ofte fører det til nogle ret ulogiske løsninger, fordi et eller andet teoretisk hensyn overtrumfer de praktiske hensyn. Det er nærliggende at tænke, at der er opstået en hel industri omkring regelforvaltningen af landbruget, og at det alene derfor aldrig kan blive enkelt igen. Alt for mange menneskers indtægt baserer sig på, at landbruget har brug for stram og knudret administration. Derfor skal man heller ikke hoppe med på vognen, når der fra myndigheders eller Danmarks Naturfredningsforening side bliver krævet nye regler og nye stramninger. Selvfølgelig gør der det. Alternativet ville jo være, at DN og miljøministeriet sagde: ”Vi er kommet i mål. Naturen har det fint. Vi er nu overflødige og nedlægger os selv”. Det svarer til, at en professor udtaler: ”Mit felt er nu færdigudforsket. Lad være med at sende flere penge”.

En offentlig administration vil aldrig skrumpe af sig selv. Der vil altid kunne undersøges flere detaljer og stilles flere spørgsmål, før en sag afgøres. Det kræver modige politikere at sætte rammerne. Sådan en vil I få i Randers Byråd, hvis jeg bliver valgt. Mange regler er givet ovenfra, men måden, vi som kommune administrer dem på, vil jeg gerne udfordre. Landbruget skal ikke mødes som et problem, men som en gave til kommunen. Det er nemlig en gave og et kæmpestort aktiv, når man har et ansvarsbevidst og udviklende landbrug i en kommune. Det har vi i Randers, og det skal vi være glade og taknemmelige for.