Spentrup

Hundepatrulje fandt frem til formodet indbrudstyv

Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 00.27 en anmeldelse om, at nogen netop var brudt ind i en virksomheds lagerbygning på Industrivej i Spentrup. En patrulje kørte hurtigt til stedet, og da de kom frem, traf de ejeren af bygningen, som havde opdaget indbruddet via et kamera og mente, at gerningsmændene stadig var på stedet.

Betjentene fik tilkaldt flere patruljer og gik derefter ind i bygningen. I samme øjeblik sprang en mand ud af et vindue og løb fra stedet, og det lykkedes ham at flygte ind i et nærliggende skovområde. En hundepatrulje ankom kort efter til stedet, og politihunden fik hurtigt færten af den flygtende mand.

Den ledte betjentene gennem et større skovstykke og gennem en villahave, inden den til sidst fandt en forpustet 16-årig dreng, som lå og gemte sig i noget krat. På sig havde han noget værktøj, der var stjålet fra bygningen.

Han blev anholdt og sigtet for indbrud, og hans forældre og de sociale myndigheder blev underrettet.

Kommentarer