Debat og politik

Fyreseddel til udskældt direktør for Børn- og Skole i Randers

Direktøren for Børn- og Skole-forvaltningen i Randers Kommune, Michael Maaløe er efter måneders kritik nu fristillet og samtidig indstillet til fyring.

Efter mere end et års kritik af ledelsesstil, arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel i Randers Kommunes Børn- og Skole-forvaltning, ligger det nu fast, at Michael Maaløe er fortid som direktør.

Det er økonomiudvalget, der tirsdag denne uge har indstillet til at indlede forhandlinger med Michael Maaløe om en fratrædelse, hvilket dog endeligt skal godkendes af byrådet. Som stedfortræder konstitueres kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt i stillingen som børn- og skoledirektør.

Baggrunden for fyringen af Michael Maaløe skal blandt andet ses i lyset af en langvarig og sønderlemmende kritik af direktørens ledelsesstil, samt at denne flere gange er blevet beskyldt for at fordreje eller skjule oplysninger for politikerne inden beslutninger skulle tages om for eksempel besparelser på skoleområdet.
I juni måned sidste år var direktøren indkaldt til personlig samtale hos borgmester Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt. Her blev Michael Maaløe pålagt at forbedre sig på fem konkrete punkter. I alt har Maaløe fået ikke mindre end 10 påbud på 14 måneder af kommunaldirektøren.

Onsdag eftermiddag fremlagde netop kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt resultaterne af en netop overstået undersøgelse af arbejdsmiljøet i børn- og skoleforvaltningen i Randers kommune. I rapporten, der er udarbejdet af konsulentfirmaet Human House, fremgår der flere opsigtsvækkende udsagn fra en lang række medarbejdere, og konklusionen af undersøgelsen er meget klar, som nu har medført fritstillelse af Michael Maaløe.

Kommentarer