Debat og politik

Fuhr eller frås?

Læserbrev  af Morten Grosbøl, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Skelvangsvej 79/3/th, 8920 Randers NV

Kasper Fuhrs sidste nye indslag i Velfærdslistens desperate jagt på opmærksomhed er byrådets spisevaner! At det overhovedet er nødvendigt at spise i forbindelse med byrådsmøderne, skyldes stort set udelukkende hans og de øvrige besserwisseres talelyst! Uden dem ville vi være færdige længe før spisetid!

Det ligner ikke hr. Fuhrs altid opmærksomhedssøgende hjerne, at overse alle de andre områder byrådsmedlemmer har fordele, som hans velfærdstruede vælgere på bekymrende vis ikke har.

For eksempel er byrådsmedlemmernes stole alt for magelige. De kunne med stort held og til fordel for det store antal mennesker, der, på grund af byrådets asociale fremfærd, ikke har råd til stole, udskiftes med billige taburetter!

Det ville også være i Velfærdslistens ånd og til stort gavn for kommunens budgetter, at de drikkevarer, der stilles vederlagsfrit til rådighed, blev udskiftet med postevand!

Er det virkelig nødvendigt at opvarme byrådssalen? Det er retteligt en bekymrende tanke, at der er samspilsramte borgere, der på grund af byrådets frås må sidde i uopvarmede boliger!

Der er sikkert mange flere opmærksomhedsskabende tiltag, der kunne sættes i værk for at mildne på den urimelige forskel på høj og lav, rig og fattig. Har den stort tænkende Kasper virkelig overset den mulighed, at byrådsmedlemmerne burde tvinges til at gå i genbrugstøj?

Så kunne vi samtidig benytte lejligheden til at omdøbe byrådsmøderne, fra ”Kaspers og Bjarnes tomandsshow” til ”Laser og pjalter”

Dette er et læserbrev indsendt af Morten Grosbøl. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer