Kultur

Fra engangskopper til kunst – 300 børn skaber kunstværk i Randers

300 børn og unge fra hele kommunen har dekoreret 13.000 engangskopper til kunstværket, der afsløres på onsdag. Foto: Randers Kommune.

På onsdag den 12. marts klokken 12 afsløres kunstværket ‘Mange Bække Små’ på P-huset City i Fischersgade, Randers. Bag værket står konceptkunstner Anni Holm, der sammen med 300 børn og unge skaber en unik udsmykning ud af 13.000 brugte engangskopper.

Hvert år anvendes 130 millioner engangskopper i Danmark, som ikke kan genanvendes og ofte ender som affald i naturen. I stedet for at blive kasseret har kopperne i dette projekt fået nyt liv som kunst. Børn fra flere skoler i Randers har gennem workshops dekoreret kopperne og omdanner dem nu til en kunstinstallation i form af fiskeflokke på parkeringshusets facade.

Onsdag 12. marts er Billedkunstens Dag. En landsdækkende begivenhed, hvor skoler, museer og kulturinstitutioner markerer billedkunstens værdi i undervisningen og i samfundet. I den anledning er der fernisering af kunstinstallationen på P-huset. Projektet er en del af ‘Sanseliggørelse af Henkastethed’ – et initiativ, der gennem kunst sætter fokus på bæredygtighed og genanvendelse. Det er et samarbejde mellem Randers Kommunes Affald & Genbrug, Randers Kunstmuseum, FGU Østjylland og Anni Holm og er støttet af Statens Kunstfond.

Udsmykningen vil kunne opleves frem til den første weekend i maj.

De mange kopper bliver formet til små fisk, der kommer til at pryde P-huset City i Fischersgade i Randers til og med den første uge i maj. Foto: Randers Kommune.

 

Kommentarer