Erhverv

Føtex i Randers har fået solceller på taget

Foto: Salling Group

Som led i en udrulning af 570 solcelleanlæg på Salling Groups matrikler i ind- og udland har Føtex i Randers fået et solcelleanlæg på taget.

Næste gang du handler i Føtex i Randers på en solskinsdag, kan du lune dig ved tanken om, at solens stråler ikke kun varmer, men også laver strøm på toppen af varehuset, mens du handler.

Med solceller på tagene i 570 af koncernens matrikler i både ind- og udland er turen nu kommet til føtex i Randers. Anlægget sættes i drift fredag 25. november.

Det glæder varehuschef i Føtex i Randers, Niels Christian Husum.

“Med solcellerne på taget bliver vi mere selvforsynende. Det er glædeligt, at vi kommer til at producere cirka en femtedel af den strøm, varehuset bruger, og det er fantastisk, at vi får gang i den vedvarende energi,” siger han. 

De 570 solcelleanlæg skal dække mindst 25 procent af Salling Groups energiforbrug, og da der allerede i år bliver opsat solceller, gør det Bilka, Føtex og Netto til førende energiproducent i dansk dagligvarehandel. 

“Det er glædeligt, at vi har fået solceller på taget af Føtex i Randers. Vi har sat fuld fart på udrulning og implementering af energi- og el-besparende indsatser, som hjælper os med at sænke vores el-forbrug og dermed både regningen, som er steget eksplosivt i år, samt vores CO2-aftryk,” siger CSR-direktør i Salling Group, Henrik Vinther Olesen.

Allerede inden udgangen af 2022 vil i alt 139 solcelleanlæg komme i drift, svarende til en produktion på 9,3 GWh. Af de 139 solcelleanlæg er de fleste på polske Netto-butikker, mens der herhjemme er tale om tre føtexvarehuse, hvoraf den ene altså er i Randers, samt to Bilka-varehuse, et lager og på hovedkontoret ved Aarhus.

FAKTA:

  • Solcellerne på taget af Føtex i Randers kan generere 238.000 kWh pr. år, hvilket svarer til cirka 46 gange almindeligt energiforbrug i en dansk husholdning
  • Solcellerne i Randers kan dække 19,5 procent af varehusets forbrug
  • Anlægget sættes i drift fredag 25. november 

Kommentarer