Foreningsnyt

Fælles satsning på udvikling skaber resultater i Spentrup

Foto: Foreningsudviklerne Nanna Lindhard og Ulrik Sondrup blev ansat i 2025, og SIF og SPIK har nu gjort status over de første resultater.

Spentrup Idrætsforening (SIF) og Spentrup Idræts- og Kulturhus (SPIK) har med en fælles ansættelse af foreningsudviklere, sat udvikling øverst på dagsordenen i lokalområdet. Resultaterne peger på, at investeringen giver pote, og at andre foreninger med fordel kan kigge denne vej.

Siden opstarten i 2025 har de to foreningsudviklere arbejdet bredt med organisatorisk udvikling synlighed og fundraising i Spentrup Idrætsforening (SIF) og Spentrup Idræts- og Kulturhus (SPIK). 

De målbare resultater

Det har blandt andet resulteret i en markant vækst i den digitale synlighed, hvor SIF har oplevet en stigning på +146 % i facebookvisninger, mens SPIK har haft en stigning på +218 % i facebookvisning. Sammenlagt har de to foreninger haft mere end 300.000 visninger og 28.000 likes/kommentarer/delinger/klik på de to facebooksider siden 1. januar 2026.

Samtidig er der blevet fundraiset over 1 million d.kr siden efteråret til de to foreninger.

“Det har været en god investering for os at gå sammen om ansættelsen af 2 udviklere. Det giver en helt anden kraft i byen og foreningerne, når vi arbejder på tværs og kan fokusere målrettet på udvikling af Spentrup som by,” lyder det fra Anders Rousing, bestyrelsesleder i Spentrup Idræts- og Kulturhus.

Stor variation i opgaverne

Foreningsudviklerne arbejder også med udviklingsopgaver i hverdagen, herunder udvikling af nye koncepter og digitale indsatser. Samtidig har udviklerne sat fokus på fremtidens idrætstilbud og faciliteter, og herunder arbejdet med åben hal og kortlægning af nye trends indenfor foreningsidræt, fx for at lukke hullet i sommerhalvåret, hvor mange idrætsforeninger mister medlemmer i pausen mellem vinteridrætterne.

Og indsatsen fortsætter ifølge formanden fra SIF, Ivan Kondrup:

”Foreningsudviklerne vil fortsætte arbejdet med at fortælle historien om det lokale fællesskab, som i stigende grad tiltrækker opmærksomhed både udenfor og indenfor byens grænser. God foreningsdrift kræver, at folk ved hvilke tilbud der er i Spentrup, og derfor har vi investeret massivt i kommunikation her til start.” forklarer han. 

Opbakning fra det frivillige landskab

Formanden forklarer yderligere, at resultaterne kun er mulige i kraft af et stærkt og lokalt frivilligt engagement. 

”Alt sammen sker sammen med dygtige og glade frivillige og fordi de vil det. Foreningsudviklerne hjælper os med at lykkes med de store drømme i Spentrup, og vi sætter pris på deres indsats for at rykke os tættere på målet.” fortsætter Ivan Kondrup.

Ansættelsen af to foreningsudviklere er sket som en del af en særlig indsats fra Randers Kommunes Kultur og Fritidsforvaltning, hvor fem foreninger fik en enestående mulighed for at arbejde målrettet med udvikling. Spentrup Idrætsforening var blandt de udvalgte, og det har givet et markant løft på synlighed og funding, som har været de nyansattes store satsning den første tid.

 

Kommentarer