Kousted

Fårup-elever knoklede for klasseturen til Berlin

Der var nok at tage fat på med oprydningen hos Bundgaard Tools i Kousted. På billedet fra venstre: Marco Flarup (14), Jakob Andersen (14), indehaver Allan Bundgaard (49, Kisakorn Klinjaroen (15), Kasper Vinkler (14) og Louise Bundgaard. Foto: Randers Netavis

8.-klasseselever fra Fårup skole var fredag kommet på arbejde for at skrabe penge sammen til klasseturen i slutningen af april.

De senere års besparelser på folkeskolen har betydet, at der mange steder er indført brugerbetaling til de aktiviteter, der ikke lige har noget med undervisningen at gøre. For eksempel den årlige klassetur for udskolingseleverne.

På Fårup Skole er der tradition for, at 8. klasse tager til udlandet i en uge på for eksempel på storbybesøg, naturoplevelser, teambuildingtur eller lignende. Hertil yder skolen et tilskud på 300 kroner pr. elev og dækker omkostningerne ved lærernes deltagelse. Forældrene må maksimum bidrage med 75 kroner pr. barn pr. dag til dækning af forplejning, så resten af pengene må eleverne altså selv skaffe.

Skolefri arbejdsdag

Det gør de ved på forskellig måde at samle penge til en fælles klassekasse, og fredag havde alle 8.-klasseseleverne fået fri fra skolen til det formål.

Hver for sig eller i små grupper havde eleverne fået en tjans rundt omkring i lokale virksomheder, så de kunne tjene penge til klassekassen.  Avisens udsendte støtte på en gruppe på fem elever i Kousted. Her var de i fuld gang med at rydde op i kælderen hos Bundgaard Tools, der holder til i byens gamle brugs.

Der blev slæbt kasser, gammel emballage, møbler, træ og andre ting op og ud i en trailer, der hurtig blev fyldt. Samtidig måtte de unge mennesker løbe rundt og indsamle papstykker, der blæste væk lige så hurtigt, de blev smidt i traileren.

– De har klaret det rigtigt fint, de unge mennesker, siger Allen Bundgaard, indehaver af virksomheden i Kousted, mens han dirigerer eleverne.

Han syntes, det er en fin idé, at de selv bidrager lidt til turen, og så er det en glimrende anledning for ham til at få ryddet op i kælderen, lyder vurderingen.

– Der har godt nok værert meget i den kælder, udbryder Kasper Vinkler, som har fået helt røde kinder af anstrengelserne.

Han bakkes op af klassekammeraten, Jakob Andersen.

– Ja, der var fyldt op fra gulv til loft dernede, griner han.

De har været i gang siden klokken 8, og de får først fri klokken 14; men så har de også hver tjent 300 kroner til klassekassen – og dermed til udlandsrejsen, som er noget de har set frem til lige siden, de startede i 8. klasse.

Klassen skal afsted fra 30. april til 5. maj, og i år går turen til Berlin, hvor ingen af de 5 elever her har været før.

Mens vi har snakket, har ‘chefen’ sørget for frokost til de unge mennesker, som er enige om, det ikke er kun er hårdt arbejde. Der har vanket pauser med både kage og sodavand i løbet af formiddagen, og nu bliver der lige en halv times pause inden den sidste halvanden times arbejde venter.

De fire drenge på holdet blev udstyret med arbejdstøj fra Bundgaard Tools, mens Louise, som er datter af Allan Bundgaard, sikkert har en lignende i garderoben derhjemme. Foto: Randers Netavis

Kommentarer