Debatindlæg: Hvor langt kan vi strække den samme krone?
Debatindlæg fra Socialdemokratiet i Randers kommune. Privatfoto.
Det spørgsmål fylder meget, når vi sidder omkring bordet i Randers Byråd. For man kan ikke blive ved med at smøre pengene tyndere og tyndere ud.
På dagens byrådsmøde stod vi fast på noget helt grundlæggende:
Når vi vil udvide et tilbud eller bygge nyt, skal pengene følge med. Det gjaldt blandt andet Sundhedshøjskolen.
Det er positivt, hvis flere borgere kan få glæde af tilbuddet. Men hvis vi udvider området uden at tilføre flere ressourcer, så skal de samme medarbejdere løbe stærkere, og de samme kroner skal række til flere.
Det er ikke en reel udvidelse, hvis den kun sker på papiret. Det samme gælder Toftegården.
Vi skal selvfølgelig bygge en ny daginstitution. Men når byggeriet viser sig at blive knap 3 mio. kr. dyrere end forventet, skal vi også være ærlige om, hvor pengene kommer fra.
Vi mener ikke, at regningen skal sendes videre til børnene.
De penge, vi bruger på børneområdet, går også til pædagoger, aktiviteter, bedre indeklima og mange andre ting, som gør en forskel i børnenes hverdag.
Når vi vil mere, skal vi også være villige til at betale for det.
Det handler ikke om at sige nej til udvikling. Det handler om at sige ja på en ansvarlig måde.
For vi skal både passe på kommunens økonomi og passe på vores børn, medarbejdere og borgere.
Det er sådan, vi mener, man tager ansvar.















Kommentarer