Debat og politik

Enhedslisten, Velfærdslisten, SF og Beboerlisten foreslår at forbyde betting-reklamer i den offentlige transport

Enhedslisten, Velfærdslisten, SF og Beboerlisten vil til byrådsmødet den 16. maj foreslå at Randers  Kommune går forrest når det kommer til at bekæmpe ludomani. Både således at spilfrie ludomaner ikke fristes ud i et misbrug igen, men også at det forhåbentligt for mange aldrig skal komme til det  punkt. 

Derudover må det siges at forebyggelse af afhængighed er god sundhedspolitik. Frida Valbjørn  Christensen (Ø) uddyber:

“For Enhedslisten er det en helt naturlig del af en god  sundhedspolitik, at reklamer for pengespil helt afskaffes. Forslaget her er et godt skridt på vejen. Vi  skal have det enkelte menneske i fokus, fremfor spilleindustriens behov for promovering”. 

Velfærdslisten er også en del af forslaget og begrunder sin deltagelse med følgende: 

”Spilleindustrien trækker alvorlige spor ind i familier, som efterlades dybt forgældede og splittede, og i Velfærdslisten mener vi, at det er helt oplagt, at vi sammen tager et ansvar for at begrænse  branchens reklamemuligheder. Derfor bakker vi op om forslaget”, udtaler Pernille Heibøll  Sørensen. 

Sundhedsministeriets rapport fra 2018 viser at især unge med spilproblemer oplever at reklamerne påvirker dem mere end dem der ingen spilproblemer har. Center for Ludomani peger også på at reklamer er en faktor der medvirker som årsag til Ludomani. I 2016 anslår man at der var 125.000  mennesker i Danmark med spilproblemer, og 10.000 ludomaner. Det er med andre ord en stor befolkningsgruppe der kan hjælpes med dette forbud. Udover det, er reklamerne mere end  firdobbelt fra 2014 til 2020, som det forlyder i denne artikel fra Zetland. Man anslog for 6 år siden at, der var 10.000 ludomaner, men i realititen er tallet meget højere. Med den stigende mængde reklamer, er der med al sandsynlighed langt flere ludomaner i samfundet i dag. Størstedelen er desværre unge mennesker, med livet foran sig. I 2009 var det kun 7% af dem, som Center for Ludomani behandlede, der var under 25 år. Nu er det tal 48%.  

I dag spilfri ludoman på fjerde år, Marcus Mossalski, udtaler:

”Jeg synes det klæder vores  lokalpolitikere at træde i karakter, når vi gang på gang har set de ikke tør og pille ved området inde  på Christiansborg. Tendensen er ikke til at tage fejl af, vi bliver kun flere ludomaner i Danmark, og udviklingen skal stoppes og vendes nu. Spilindustriens massive markedsføring har bidraget til en normalisering af spil, siden markedet blev liberaliseret i 2012, hvor det i højere og højere grad har betydet, at unge ikke forstår konsekvenserne af gambling, og dens mørke sider. Det er et stort skridt på vejen at forbyde reklamerne i den offentlig transport, som netop vores unge studerende tager dagligt.” 

SF’s byrådsmedlem Rosa Lykke Yde, udtaler:

“I SF mener vi det er på tide at vi sætter en stopper for spilindustriens jagt på profit, på bekostning af menneskers helbred. Spilbranchen er pilrådden og lever udelukkende af, at lokke folk i fordærv. Det skal ikke ske i det offentlige rum og offentlig transport er et godt sted at starte”. 

Beboerlisten tilslutter sig også forslaget og bemærker dertil:

Det er helt centralt at vores infrastruktur og byrum ikke skal klistres til med reklamer fra en industri der bl.a. lever af  menneskers misbrug. Vi ser desværre at alt for mange unge kommer ud i et misbrug og ender med  en kæmpe gæld som følger dem resten af livet. Hvis vi kan redde bare en enkelt så er forbuddet det  værd”, lyder det fra Rasmus Bøgh Vinther. 

Forslaget fra de fire partier lyder som følger: 

Det foreslås at Randers Kommune retter henvendelse til  Midttrafik, med henblik på at droppe reklamer for pengespil i den offentlige  transport.”

Man har allerede vedtaget lignende forslag i København og Frederiksberg. 

Forbuddet i offentlig transport handler altså om at dem der har spilproblemer skal hjælpes, og at der indrettes et byrum hvor også de kan gå sikkert og trygt rundt. Samtidig med at det forebygges at ingen skal have disse problemer.

Kommentarer